23948sdkhjf

Gamle dæk får nyt liv på Nyborg Havn

Den danske virksomhed Elysium Nordic vil investere 300 mio. kr. i at opføre verdens største pyrolyseanlæg til genbrug af dæk
Hvert år brændes en million udtjente dæk af på tværs af EU-landene i stedet for at blive genanvendt. Det ønsker den danske virksomhed Elysium Nordic at gøre op med ved at opføre et af verdens største pyrolyseanlæg til genanvendelse af dæk på Nyborg Havn.

Anlægget vil som et af de første være i stand til at genvinde materialet carbon black, som indgår i produktionen af blandt andet dæk og andre gummibaserede materialer. Efter planen vil anlægget stå færdigt i 2021, hvor det vil beskæftige omkring 30 medarbejdere, fremgår det af en pressemeddelelse.

Sparer atmosfæren for 24.000 tons CO2

Det kommende anlæg forventes, når det står klar, at kunne spare atmosfæren for 24.000 tons CO2 årligt. Det svarer til udledningen fra produktion af 1.237 ton oksekød eller 211 millioner kilometer i en ny bil.

- Vi ønsker at være med til at skabe en mere cirkulær og dermed langt mere bæredygtig og økonomisk fornuftig tilgang til håndteringen af udtjente dæk. Med dette anlæg har vi taget det første skridt, siger Jens Elton Andersen, adm. direktør for WindSpace, som står for Elysium Nordics genanvendelsesprojekt.

Forklaringen på den store CO2-reduktion er ifølge virksomheden, at anlægget genvinder 9.000 ton carbon black fra de 30.000 ton dæk, det vil håndtere om året.

Carbon black er et sort pulver af kulstof, som hovedsageligt produceres af olie. Afhængigt af processen kræves der et sted mellem 1,5 og 2 kilo olie for at producere et kilo carbon black. Et olieforbrug, som vil kunne undgås, hvis carbon black i stedet genvindes fra udtjente bildæk, fremgår det.

Central placering

At en af verdens største pyrolyseanlæg kommer til at ligge på Nyborg Havn skyldes ifølge Elysium Nordic, at havnens centrale placering giver nogle logistiske fordele, hvor virksomheden kan få sejlet dæk lige til døren og efterfølgende let kan transportere de genvundne materialer til kunder via motorvejsnettet.

Dertil kommer mulighederne for rekruttering af relevant arbejdskraft og det erhvervsvenlige klima, der ifølge pressemeddelelsen er i kommunen. Det glæder Rune D. Rasmussen, der er salgsdirektør (CCO) i ADP, som ejer Nyborg Havn.

- ADP har i løbet af de seneste år tiltrukket flere nye virksomheder til byen, som har skabt vækst og arbejdspladser. Det betyder meget for en by som Nyborg, og derfor glæder det os, at vi gennem en stor indsats og rådgivning er lykkedes med at tiltrække Elysium Nordic, siger Rune D. Rasmussen.

Pris 300 mio. kr.

Anlægget vil koste omkring 300 millioner af opføre, og når det efter planen står færdigt i 2021, vil det beskæftige omkring 30 medarbejdere.

Borgmesteren i Nyborg Kommune, Kenneth Muhs, ser frem til flere arbejdspladser, men han glæder sig lige så meget over Elysium Nordics grønne profil.

- Danmark har et mål om at få en mere cirkulær økonomi, og derfor er jeg stolt af, at vi kan få en af de virksomheder, der kommer med fremtidens teknologi, til at slå sig ned netop her. Det ser jeg som en cementering af vores position som en af de mest attraktive kommuner i landet at starte virksomhed i, Kenneth Muhs.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111