23948sdkhjf

14 personer omkommet i brand på to LPG-skibe nær Krim

Fem er fortsat savnet. Slukket AIS tyder på lyssky operation

Mindst 14 personer er omkommet, efter at to skibe er brudt i brand nær Krimhalvøen ved Kertjstrædet. 

Det oplyser Ruslands statslige agentur for hav- og flodtransport ifølge AFP.

- Der var i alt 11 lig, siger Aleksej Kravtjenko, der er talsmand for agenturet og tilføjer:

- Tre andre personer sank under vand for øjnene af redningsarbejdere.

De tre personer er højst sandsynligt døde, vurderer talsmanden. Han tilføjer, at myndighederne på land i byen Kertj er klar til at tage imod ofrene. 

AIS var slukket

Branden brød angiveligt ud i forbindelse med en STS-operation (ship-to-ship) mellem de to LPG-skibe 'Candy' (fra 1992) og 'Maestro' (fra 1990), der begge sejlede under Tanzania-flag. 

Ifølge Maritime Bulletin er den senest tilgængelige AIS-position for 'Maestro' helt tilbage fra den 11. januar, hvor skibet befandt sig nær Tyrkiet. Mediet spekulerer i, at eksplosionen er sket i forbindelse med, at russisk LPG er blevet flyttet fra det ene skib til det andet. 

- AIS'en var sandsynligvis slukket, fordi det i henhold til de internationale sanktioner imod Rusland er ulovligt at handle med LPG fra Krim, skriver Maritime Bulletin og henviser til, at begge fartøjer har medvirket til illegale forsyninger af gas til Syrien siden 2016.

Hoppede i havet

Et redningshold ved skibene fortalte ifølge myndighederne, at besætningerne hoppede i vandet for at undslippe flammerne, skriver Reuters. 

Skibene "Candy" og "Maestro" havde besætninger fra Indien og Tyrkiet.

Det ene skib havde en besætning på 17 personer, mens det andet havde 14 personer om bord.

'Candy' havde 17 besætningsmedlemmer (ni tyrkere og otte indere), og 'Maestro' havde 14 besætningsmedlemmer ombord (otte tyrkere og otte indere). 

12 personer er overlevet, meddeler Aleksej Kravtjenko og påpeger, at der stadig er fem personer, som redningsarbejdere endnu ikke har fundet.

Siden 25. november sidste år har Rusland tilbageholdt 24 ukrainske sømænd og deres skibe, der sejlede i samme område.

Det har de seneste måneder skabt gnidninger rent politisk mellem Rusland og Ukraine. 

Rusland argumenterer med, at ukrainerne ulovligt var sejlet ind i russisk territorialfarvand.

I videoen herunder ses det brændende skib i baggrunden. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11