23948sdkhjf

Maritim fond uddeler nye millioner

Den Danske Maritime Fond har bevilget i alt 16 mio. kroner fordelt på en række forskellige projekter. Se de største her
Den Danske Maritime Fond er i julehumør og har på sit sidste bestyrelsesmøde den 7. december bevilget i alt 16 mio. kr. til 15 forskellige ansøgere.

Det drejer sig om 10 almennyttige projekter og fem lån på særlige betingelser til erhvervsmæssige projekter, oplyser Den Danske Maritime Fond i sit nyhedsbrev.

Læs også: Den maritime branches ’fødselshjælper’ har fået ny topchef

Her er en kort beskrivelse af udvalgte projekter:

Copenhagen Subsea har fået støtte til udvikling og fremstilling af en komplet elektrisk ROV-løsning med motor controller og thrustere monteret. ROV-løsningen inkorporerer virksomhedens eksisterende elektriske thrusters, der hidtil alene har været monteret på kundernes egne eksisterende ROV’s.

CLIIN har fået støtte til videreudvikling af en eksisterende renserobot, der p.t. anvendes til rensning af lastrum på tørlastskibe, til også at kunne bruges til autonom afrensning af skibsskrog.

Upteko har fået støtte til udvikling af et autonomt fleksibelt dronesystem, der skal være fast inventar ombord på det enkelte skib og selvstændigt skal kunne løse en række opgaver ombord.

DryBulk Chemicals har fået støtte til at videreudvikle deres cloud baserede handelsplatform til effektiv distribution af RFQ’s (Request For Quotation) ift. indkøb af kemikalier til rensning af tørlastskibe og tilsvarende ift. leverandører en platform til formidling af tilbud som svar på de udsendte RFQ’s.

MiWire har fået støtte til at videreudvikle eksisterende antenneteknologi fra en landbaseret enhed til at være egnet til den maritime sektor og således være de første til at kunne tilbyde hurtigt og stabilt internet til søs, i kystnære områder op til 25-30 sømil fra land.

Danske Rederier har fået støtte til at fortsætte World Careers rekrutteringskampagnen, som Den Danske Maritime Fond har støttet siden 2006.

Maritime DTU har fået støtte til forskningsbaseret rådgivning til myndigheder på det maritime område. Rådgivningen skal styrke de maritime myndigheders vidensniveau og hermed styrke de danske myndigheders bidrag til det regelforbedrende arbejde, fx indenfor IMO og EU. Støtten gælder for 2019 og 2020 og skal dække konkrete emneområder indenfor felterne digitalisering og autonom maritim teknologi samt teknologier til kontrol og verifikation af miljøregler.

MARCOD har fået støtte til afvikling af otte yderligere virksomhedsforløb under det nationale erhvervsfremme-initiativ, “Scale-up Denmark”, der skal understøtte væksten og udviklingen i små og mellemstore maritime højvækstvirksomheder. Fonden gav i 2016 støtte til 31 maritime virksomheders udviklingsforløb, der hver strækker sig over ca. otte måneder.

Panticon har fået støtte til produktion og udgivelse af otte korte og letlæselige udgaver af hovedkonklusionerne fra et af Fonden støttet PhD projekt ”Global Wind Energy Shipping and Logistics”. Formålet er at formidle hovedkonklusionerne i et ikke-akademisk sprog og målrettet Det Blå Danmark.

Danske Maritime og Danske Havne har fået støtte til en kortlægning og analyse af antallet/andelen af kvinder i den maritime industri for at kunne skabe et velfunderet grundlag at arbejde ud fra i ønsket om at øge andelen af kvinder i de blå erhverv.

Danske Rederier i samarbejde med Danske Maritime og Danske Havne har fået støtte til Det Blå Danmarks fremstød på Folkemødet på Bornholm i 2019.

Danske Rederier har fået støtte til et lille projekt, der skal understøtte de danske rederiers kendskab til menneskerettighederne og deres relevans i forhold til skibsfart og sætte rederierne i stand til at arbejde konkret og strategisk med menneskerettigheder.

Man kan læse mere om de enkelte projekter på Fondens hjemmeside under ”Projekter” og ”2018”.

FAKTA: Den Danske Maritime Fond

Den Danske Maritime Fond blev stiftet den 13. juli 2005 og er en privat, erhvervsdrivende fond.

Fondens formål er at yde økonomisk støtte til initiativer, der kan medvirke til at fremme en positiv udvikling af dansk skibsfart og/eller dansk værftsindustri inklusive udstyrsproducenter, således at nye arbejdspladser skabes, og branchen styrkes internationalt.

Fonden har siden 2005 uddelt i alt 615 millioner kroner.


Læs også: Drømmen om et skib med vinger





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126