23948sdkhjf

VIDEO: Norsk fregat er tæt på at synke efter kollision med tankskib

Fregatten 'Helge Ingstad' havde vigepligt, da den kolliderede med 250 meter lang aframax med lods om bord

Det 2017-byggede tankskib, som torsdag morgen kolliderede med den norske fregat 'Helge Ingstad', havde både en lods og en lodsbåd til at føre fartøjet.

Den tidligere marinechef Jacob Børresen siger, at det var fregatten, der havde vigepligt. Derfor må fregatten være skyld i ulykken, siger han til Bergens Tidende.

Det 250 meter lange og fuldtlastede tankskib 'Sola TS' fik mindre skader ved kollisionen, der skete ved Stureterminalen nær Bergen.

Læs også: Fregat-kollision betød lukkede oliefelter

Værre så det ud for den forholdsvis nye og kostbare fregat, der måtte sættes på grund tæt under land. Men hen under aften torsdag er skibet i fare for at synke, oplyser myndighederne.

Den 134 meter lange fregat har fået en flænge i siden, og der er løbet meget vand ind. Derfor forsøger man at bolte skibet fast til undergrunden, så det ikke synker.

Tankskibet havde en lods om bord, og i bagenden af tankskibet fulgte en lodsbåd, fortæller direktør Erik Blom i Kystverket.

- Jeg blev ringet op af lodsens nærmeste leder ved firetiden og fik en kort orientering. Jeg fik bekræftet, at tankskibet ikke havde skader, som ville tilsige forurening, siger han.

Derimod blev der fra fregatten konstateret udflydende diesel, der lagde sig på havet som en tynd film.

Det er kendt, at farvandet omkring Stureterminalen er meget befærdet.

Tankskibet 'Sola TS' havde 625.000 tønder råolie om bord. Skibets 23 mand store besætning blev evakueret efter kollisionen.

Umiddelbart efter sammenstødet blev 127 af de 137 besætningsmedlemmer på 'Helge Ingstad' evakueret. Lidt senere på morgenen besluttede kaptajnen at forlade skibet med de ni andre besætningsmedlemmer om bord.

Stureterminalen, som kollisionen er sket nær, er en udskibningshavn for gas og olie. Den drives af Equinor, tidligere Statoil.

2009-byggede 'Helge Ingstad' er en af Norges nyere fregatter. Den er en af fem norske fregatter i Nansen-klassen, som blev leveret mellem 2006 og 2011. I alt kostede de fem fregatter Norge 16 mia. danske kroner.

Fregatten har et bredt spekter af våbensystemer og har siden september været en del af Natos fregatstyrke Standing Nato Maritime Group 1. Den var på vej hjem til basen efter at have deltaget i den store Nato-øvelse Trident Juncture, da den kolliderede med 'Sola TS'.

Læs mere: Tankskib kollideret med fregat i Norge 

Se optagelser fra det norske Kystverkets overflyvning af den havarerede fregat her:

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094