Havneudvidelsen i Køge ventes fuldført i 2022. Med i alt 700.000 ekstra kvadratmeter og ekstra vanddybde står havnen stærkt rustet i konkurrencen om at blive Sjællands førende transportcentrum, mener havnedirektør Thomas Elm Kampmann
I mere end ti år har Køge Havn været en kæmpe byggeplads og omdrejningspunktet for byens ambition om at gøre havnen til Sjællands førende transportcentrum.
Nu er havneudvidelsen til 1 mia. kr. - det største anlægsprojekt nogensinde i Køges historie - nået så langt, at kunder så småt er begyndt at flytte ind på havneområdet, fortæller havnedirektør Thomas Elm Kampmann.