23948sdkhjf

Trump truer med at indføre told på al import fra Kina

Yderligere straftold for 200 milliarder (1290 milliarder kroner) kan ifølge Trump komme "meget snart". Apple vil blive ramt.

USA's præsident, Donald Trump, truer med at indføre told på al import fra Kina.

USA har tidligere indført straftold på kinesiske varer på op mod 50 mia. dollar, svarende til 323 mia danske kroner. Yderligere straftold for 200 mia. dollar, eller 1290 mia. kroner, kan ifølge Trump komme "meget snart."

Men Trump, der fredag talte til journalister under en flyvning til Fargo i North Dakota, tilføjer nu, at også straftold for 267 milliarder dollar, eller 1723 milliarder kroner, kan blive tilføjet, "hvis jeg ønsker det."

Det vil tilsammen omfatte næsten alle varer, der indføres fra Kina.

Apple råber op

Den nye optrapning fra Donald Trump fik fredag verdens mest værdifulde selskab, Apple, til at tage til genmæle. En stor del af Apple's produktion ligger i Kina, og Apple advarede om, at den foreslåede straftold vil få prisen til at stige på en "bred vifte" af Apple-produkter i USA, skriver Reuters.

Trump var dog ikke sen til at give Apple et forslag. På Twitter skrev han:

- Det kan godt være, at Apples priser vil stige på grund af de massive told-tariffer, vi måske vil lægge på Kina – men der er en nemløsning, hvor der vil være NUL told, og helt sikkert et skatteincitament. Lav jeres produkter i USA i stedet for i Kina. Begynd at bygge nye fabrikker nu."

Rådgiver vil forhandle

Trumps varsling af endnu mere straftold modsiger dog mere diplomatiske udmeldinger fremsat tidligere fredag af hans økonomiske rådgiver, Larry Kudlow, som siger, at forhandlinger med Beijing fortsætter for at få løst krisen, og han udtrykte håb om, at en løsning kan findes.

Gennem flere måneder har en handelskrig været under optrapning mellem de to lande.

Trump truede i sidste uge i et tv-interview med at trække USA ud af Verdenshandelsorganisationen (WTO).

Præsidentens modstand og utilfredshed er ikke ny. Den har rod i en ubalance, siger han, i handlen med Kina - men også med EU.

Den amerikanske handelsrepræsentant, Robert Lighthizer, har tidligere sagt, at det var en fejl, at man i 2001 optog Kina i WTO, hvor et princip om konsensus har forhindret WTO i at gøre noget reelt ved Kinas manglende overholdelse af forpligtelser.

Vendte stemning på aktiemarked

De nye trusler vendte fredag stemningen på et ellers positivt amerikansk aktiemarked.

Det kostede aktionærerne hos de toneangivende amerikanske aktie. De forskellige indeks for de toneangivende aktier lukkede nemlig i små fald.

Eksempelvis var indekset Nasdaq, der har flere selskaber indenfor moderne teknologi, oppe med 0,5 procent, før Trumps trusler. Det indeks lukkede i minus 0,3 procent.

Det mere bredt funderede S&P 500-indeks lukkede i minus 0,2 procent og Dow Jones mistede 0,3 procent.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11