23948sdkhjf

DFDS's aktier hårdt ramt af tyrkisk uro efter opkøb

Det danske rederi DFDS købte i juni et stort, tyrkisk rederi. Med landets finansielle krise rammer det aktien.
Den tyrkiske valuta, lira, har været i frit fald de seneste dage, og det smitter af på DFDS-aktien, der mandag oplever det største fald i ti år. Det skriver Ritzau Finans.

DFDS-aktien faldt en overgang 10,8 procent til 337 kroner, og det er det største fald siden januar 2008, hvor aktien på en dag dykkede over 13 procent. Siden har aktien rettet sig en anelse og falder omkring middagstid 8,7 procent.

DFDS købte i juni det tyrkiske rederi U.N Ro-Ro i en handel til 7,1 milliarder kroner, og det gav det danske selskab fem nye ruter i Middelhavet, som er påvirket af uroen omkring den tyrkiske valuta.

- Det er klart, at de store udsving, der er på valutaen, gør noget ved vores finansposter, og det kan også skabe usikkerhed hos kunder. Vi kan dog se, at vores aktiviteter fortsætter med stigende eksport og faldende import, siger DFDS's finansdirektør, Torben Carlsen, til Ritzau Finans.

U.N Ro-Ro driver fem ruter fra Tyrkiet til Italien og Frankrig, og rederiet har 12 færger på ruterne og ejer derudover to havneterminaler i henholdsvis Istanbul og den italienske by Trieste.
Den tyrkiske lira er blevet svækket med knap 27 procent siden starten af august.

Siden begyndelsen af 2018 er svækkelsen på 42 procent som følge af en høj inflation, en tøvende centralbank samt en diplomatisk konflikt med USA, der truer med sanktioner over for Tyrkiet.

Hos Danske Bank vurderer chefhandler Mads Zink, at mandagens kursfald er overdrevet, da DFDS-aktien allerede er faldet en del de seneste to uger.

DFDS har ellers været en succeshistorie de seneste mange år på børsen, og siden 2013 er kursen steget 560 procent, men uroen i Tyrkiet kan blive en hæmsko for rederiets optur, lyder det fra investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.

- Noget kunne tyde på, at det nuværende økonomiske stormvejr i Tyrkiet kunne tænkes at være en kæp i hjulet i det mindste på kort sigt for den så sejrsvante koncern, skriver han i en kommentar.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.453