Nu kan havne helt undgå miljørisikoen fra de 1.200 til 1.500 liter hydraulikolie, en stor mobil havnekran normalt slæber rundt på til driften af dens hydrauliske spil- og krøjemotorer. Liebherr’s helt nyudviklede LPS 420E mobile havnekran er den første på markedet, som er 100 pct. eldrevet.
El-drift af havnekraners hydraulikpumpe har godt nok længe været en mulighed som alternativ til dieseldrift for de havne, som har den nødvendige el-infrastruktur. Men nu har Liebherr udviklet en stor mobil havnekran, hvor al hydraulik er erstattet af elektromotorer, hvorved kranen hverken rummer diesel- eller hydraulikolie.