23948sdkhjf

Radioaktivt affald kan give udfordring i Frederikshavn

Havnedirektør maner til besindighed, efter at Danmarks Naturfredningsforening har indgivet en klage efter udsigten til lavradioaktivt affald fra det kommende ophugningsværft i Frederikshavn.

Udsigten til, at radioaktivt affald kan komme til at hobe sig op på de nye havnearealer i Frederikshavn, har fået Danmarks Naturfredningsforening (DN) til at indgive en klage til Miljø og Fødevareklagenævnet.

DN har tidligere klaget over udsigten til det samme affald i forbindelse med aktører i Esbjerg Havns planer om at snuppe en del af markedet for dekommissionering af gammelt udstyr i Nordsøen. Et marked som forventes at blive ualmindeligt lukrativt, men som formentligt også vil afføde en del lavradioaktivt affald, som går under betegnelsen norm-affald.

Emnet er blevet relevant i Frederikshavn, fordi den amerikanske ophugningskoncern Mars vil bygge et værft på en del af de nye arealer, når havneudvidelsen står færdig. Her er målgruppen netop udtjente offshore-installationer.

- Jeg kan godt forstå, at lokalbefolkningen spærrer øjnene op, når de hører om radiaktivt affald, siger Frederikshavn Havns adm. direktør Mikkel Seedorff Sørensen til Søfart.

Hul i lovgivning

Han mener dog, at problemet ikke kun er lokalt, da det drejer sig om et hul i den nationale lovgivning. Ifølge Mikkel Seedorff Sørensen har Mars engageret sig med energiselskabet Fortum, der må afbrænde affald med radioaktivt indhold op til en hvis grænseværdi.

Hvis det radioaktive indhold i affaldet ligger over denne grænseværdi, må det maksimalt ligge på havnen i 12 mdr. Derefter skal skal den stat, hvor affaldet er udvundet, modtage affaldet. Det vil sige Danmark, når det drejer sig om installationer fra dansk sokkel.

- Der er bare ingen steder i Danmark, hvor man kan betale sig fra at komme af med radioaktivt affald, siger Mikkel Seedorff Sørensen.

Foreslår task force

Han fortæller, at en stor del af klagen fra Danmarks Naturfredningsforening bygger på misforståelser af fakta. Derfor havde han i sidste uge et "rigtig godt" møde med naturfredningsforeningens lokale afdeling samt lokalpotikere fra Alternativet og Enhedslisten, hvor mange af trådene ifølge Mikkel Seedorff Sørensen blev redet ud. Og hvor han foreslog at lave en fælles task force for at finde en løsning på problemet.

- Jeg vil da også indbyde aktørerne i Esbjerg til, at vi kører en fælles front på det her, for som havne kan vi ikke leve med, at der er sådan nogle sorte felter i lovgivningen. Det vil vi i hvert fald gerne være med til at få løst, siger han. 

Ifølge Mikkel Seedorff Sørensen har klagerne over projektets miljøgodkendelse ikke opsættende virkning. Derfor kommer det ikke til at ændre på tidsplanen for åbning af Mars i Frederikshavn, der er sat til 2019.

En er de muligheder, der er i spil for deponering af norm-affaldet, er at pumpe det tilbage i de brønde, det kommer fra, inden man lukker brøndene.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.159