Royal Arctic Line har nu underskrevet en skibsbygningskontrakt for to skibe. Skibene skal bygges hos Zamakona Yards i Bilbao, Spanien, imens norske Havyard står for designet. Det oplyser rederiet i en pressemeddelelse.
Kontrakten bliver dog først effektueret, når finansiering af skibene er godkendt af Royal Arctic Line A/S’ bestyrelse. Det vil ifølge rederiet ske inden for tre måneder.
De to skibe skal afløse 'Pajuttaat' og charterskibet 'Vestlandia', der er bygget i henholdsvis 1979 og 1983.
De nye skibene er designet til at operere i Nordvestgrønland og har større kapacitet end de nuværende skibe. Skibene får grønlandsk flag og forventes leveret i 2020.