23948sdkhjf

Fire ud af fem ophuggede skibe i 2017 endte på en strand

Beaching blev midlet for 80 pct. af de skibe, som blev hugget op i 2017. Tyskland og Grækenland er de største syndere, lyder det fra Shipbreaking Platform.

Der er fortsat masser af arbejde til de ophugningsværfter, som opererer under tvivlsomme forhold på strandene i Indien, Bangladesh og Pakistan.

Det oplyser ngo’en Shipbreaking Platform i sin årlige opgørelse over, hvor skibe har endt deres dage. I 2017 blev 835 større, kommercielle fartøjer hugget op, og heraf endte 543 på strandene i de tre lande. Det svarer til 80,3 pct.

- Tallene for 2017 er et kedeligt vidnesbyrd om skibsindustriens manglende vilje til at handle ansvarligt, siger Ingvild Jenssen, direktør for Shipbreaking Platform, i en pressemeddelelse.

Grækenland og Tyskland er de flagstater, der har sendt flest skibe til strandene. Tyske skibsejere, heriblandt banker og fonde, beachede 50 ud af 53 ophuggede skibe, og er dermed den flagstat med den ringeste statistik, når man ser på antallet af beachede skibe i forhold til flådens størrelse.

Med 51 ud af 57 ophuggede skibe var Grækenland den flagstat, der har solgt flest skibe til ophugning i Sydasien, og derefter kommer Sydkorea, Kina, Indien og Singapore i nævnte rækkefølge.

- Det er særligt skammeligt, at så mange europæiske rederier skrotter deres fartøjer på strande. Deres åbenlyse mangel på interesse i at sikre, at ophugningsarbejdere rundt omkring i verden nyder godt af de bedst tilgængelige teknologier, og at miljøet er ligeligt beskyttet overalt, kalder klart på yderligere pres fra myndigheder, kunder og finansielle partnere, siger Ingvild Jenssen.

Også Norge får hårde ord med på vejen af ngo’en, fordi antallet af norskflagede skibe, der er sendt til ophugning på strandene Alang, Gadani og Chittagong, i 2017 steg til 16 skibe. 

Blandt rederierne løber Singapore-baserede Continental Shipping Line med en tvivlsom førsteplads. Rederiet, der er ejet af skibsreder Captain U Ko Ko Htoo fra Myanmar, beachede ni skibe i 2017. Fire endte i Bangladesh, hvor en arbejder blev dræbt af en nedfaldende jernplade under ophugningen af et af rederiets skibe.

På andenpladsen finder vi MSC, der er Maersk Lines partner i 2M-alliancen. MSC sendte syv skibe til ophugning på Alang i Indien, hvor også Maersk Line får skibe hugget op igen.

Netop på Alang er der sket en vis bedring af arbejdsforhold og hensyn til miljøet på flere værfter. I sin rapport skelner Shipbreaking Platform dog ikke mellem forskellige standarder hos ophugningsværfter på de sydasiatiske strande.

Ifølge Shipbreaking Platforms opgørelse blev 20 danske fartøjer skrottet i 2017. Heraf endte fem på en stran, alle i Alang. De fire kom fra Maersk, det sidste fra Mansour Shipping Company Ltd.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125