Jan Lindgaard Høyers karriere er gået over søen, dernæst via Søfartens Arbejdsmiljøråd og endelig til Torm. Han kom ind i rederiet i 2007 - før krisen, der var tæt på at ende i konkurs. Siden var han med under den store restrukturering og opturen, der fulgte.
Den uddannede navigatør arbejder i dag med HR og sikkerhed og er ansvarlig for rekruttering af søfolk i Danmark. Torm har omkring 3.200 søfolk i alt og 300 ansatte på land (særligt i Danmark og Indien, red.), og produkttank-rederiet er langt fremme ift. at udvikle samarbejdet mellem søfolk på vand og land, hvilket de store rederier vurderer som fremtidens sømandsskab under overskriften (semi) 'autonome skibe'.