Danmark kan overhale USA
Konkurrencedygtige vilkår
/Ritzau/red.
FAKTA: Verdens største søfartsnationer
1. Grækenland
2. Japan
3. Kina
4. Singapore
5. USA
6. Danmark
7. Tyskland
*Målt på opereret tonnage.
Kilde: IHS Markit (Sea-web).
Dansk skibsfart har vind i sejlene fra starten af 2018 og rykker frem på listen over verdens største søfartsnationer. Det viser den seneste opgørelse fra IHS Markit (Sea-web). Rangslisten over de største søfartsnationer viser, at Danmark har passeret Tyskland og dermed er rykket op på sjettepladsen målt på opereret tonnage, som dækker over ejede eller indchartrede skibe. - Det er glædeligt at se, at dansk skibsfart atter har fået damp under kedlerne og udbygger dets globale styrkeposition. Den blå vækstplan vil forhåbentlig bidrage til at sætte yderligere damp under kedlerne, så vi i de kommende år vil se fortsat vækst både i den dansk opererede tonnage, men også i antallet af skibe under dansk flag, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen. USA på femtepladsen er dog inden for realistisk afstand af Danmark, så der er begrundet håb om yderligere dansk fremgang på ranglisten i den kommende tid. Danmark har de seneste fem år desuden bevæget sig op fra en 18.-plads til en 13.-plads på listen over de største såkaldte flagstater for handelsskibe. Alligevel sejler kun godt en fjerdedel af de danske rederiers skibe under dansk flag. Mange andre sejler med bekvemmelighedsflag fra eksotiske lande som Panama, Liberia og Marshalløerne, der har lavere skatter eller stiller færre krav. Mærsk har dog været med til at hæve antallet af danskflagede skibe, og i denne uge meldte J. Lauritzen sig også klar til at få flere fartøjer under den rød-hvide fane. Det glæder regeringen, som gerne vil forkæle det Blå Danmark og få nationen til at fylde mere på søkortet. Blandt andet har den for nylig lagt op til at sløjfe en afgift og forenkle andre krav. Det skal tiltrække flere skibe fra både danske og udenlandske rederier til det danske flag, fordi det potentielt kan skabe mere aktivitet på landjorden for Danmarks økonomi. De danske rederier udtrykker tilfredshed med, at Danmark kan levere konkurrencedygtige vilkår på området. - Det er mit håb, at den positive ændring, der har været i de senere år, som er meget pro-business, vil fortsætte, for så vil Danmark stå endnu stærkere, når vi skal vurdere flagskifter, så vi som en dansk virksomhed kan få flere skibe på dansk flag, siger adm. direktør Mads Peter Zacho fra J. Lauritzen. I fagforbundet CO-Søfart har man dog svært ved at se, hvad flere danske flag skal gavne. - Vi kan ikke forstå, hvad den danske stat får ud af det her. Vi har spurgt, hvor mange arbejdspladser, man regner med, der kommer ud af det, og det har ingen kunnet forklare os, fortæller sekretariatschef John Ibsen fra fagforbundet. Hos Danske Rederier er man dog overbevist om, at der samlet set er en fordel at få en større flåde under dansk flag. - I takt med, at volumen stiger, kommer der også yderligere beskæftigelse, mener adm. direktør Anne H. Steffensen fra Danske Rederier.
1. Grækenland
2. Japan
3. Kina
4. Singapore
5. USA
6. Danmark
7. Tyskland
*Målt på opereret tonnage.
Kilde: IHS Markit (Sea-web).