Svendborg-rederiet M.H. Simonsen måtte i sidste regnskabsår notere et fald i overskuddet på 10 mio. kr.
Til gengæld beskæftigede det familieejede rederi flere medarbejdere end året før, fremgår det af rederiets regnskab, som dækker perioden 1. juli 2016 til 30. juni 2017.
Rederiet offentliggør ikke omsætningstal, men ifølge regnskabet faldt bruttofortjenesten fra 41,4 mio. kr. til 31,3 mio. kr. i 2016/17. Årets resultat faldt tilsvarende fra 26,5 til 16,5 mio. kr. i perioden.
Medarbejderstaben voksede i løbet af regnskabsåret fra 121 til 135 medarbejdere.
M.H. Simonsen blev grundlagt i 1931 af Martin Hjorth Simonsen, hvis bedstefar og far også ejede skibe. I dag ledes rederiet af hans søn, Lars Hjorth Simonsen, mens hans søn, Andreas Hjorth Simonsen, er formand for bestyrelsen.
De første 30 år, fra 1931 til 1961, var rederiet fokuseret på tørlastfragt, men i 1961 købte rederiet sit første tankskib, ’Brotank’.
Opererer seks tankskibe
I dag opererer rederiet seks mindre tankskibe i størrelsen 2.000 til 4.500 t.dv. Skibene, hvoraf fem er isklassede, opereres alle kommercielt af datterselskabet Simonsen Chartering ApS.
Fartøjerne er primært engagerede i det europæiske tankmarked og sejler med bl.a. vegetabilske olier, fedtstoffer, melasse, etanol og andre lette kemikalier
Flådens danskflagede skibe er henholdsvis ’Orasund’, ’Oratank’, ’Oraholm’, ’Orasila’, alle fra enten 2006 og 2008, samt de to ældre tankskibe ’Orateca’ og ’Oraness’ fra henholdsvis 1982 og 1985/2001. ’Oraness’ er en tidligere irsk ejet tørlast-coaster, som i 2001 blev konverteret til tankskib.
To af skibene, ’Orasila’ og ’Oratank’ sejler for øjeblikket i Grønland med både CPP (clean petroleum products) og DPP (dirty petroleum products).
Rederiet driver en fuldt integreret forretningsmodel, hvor befragtning, operation og teknisk management alt sammen foregår under samme tag.
Den forretningsmodel vil rederiet ifølge Lars Simonsen også fortsætte med fremover.
Han ønsker dog ikke at knytte yderligere kommentarer til regnskabet.
- Jeg bryder mig ikke om at komme i pressen. Tingene kører som de plejer, og der er ikke noget nyt i det, lyder det kortfattet fra skibsrederen.
Ingen væsentlige hændelser
Ifølge regnskabet er der efter regnskabsårets afslutning heller ikke indtruffet begivenheder, som væsentligt vil kunne påvirke selskabets finansielle stilling.
M.H. Simonsen var blandt de danske rederier, der kom i klemme i kølvandet på OW Bunkers konkurs. I den forbindelse rapporterede flere medier, at M.H. Simonsen sammen med flere andre rederier ville gå til de engelske domstole for at undgå et aktuelt krav om dobbeltbetaling for brændstof købt hos OW Bunker kort før konkursen.
Resultatet dykker hos Svendborg-rederi
Det familieejede rederi M.H. Simonsen tjente mindre i sidste regnskabsår, men beskæftiger flere