Værfter og andre af industriens aktiviteter får nu forrang i de danske havneområder.
Det er konsekvenserne af den moderniserede planlov, som VLAK-regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti netop har stemt igennem i Folketinget.
Aftalen betyder blandt andet, at der nu bliver indført regler, der sikrer, at kommunerne fremover tager mere hensyn til produktionsvirksomhederne, når de byplanlægger.
- Moderniseringen fjerner vækstbarrierer i den fysiske planlægning og er et vigtigt skridt til fremme af vækst og udvikling i hele Danmark, udtaler erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i forbindelse med vedtagelsen.
Under pres
Byudvikling i og omkring havnearealerne og nye boligområder tæt på industrien i havneområderne har mange steder i landet sat havneaktiviteterne under pres. Men med moderniseringen skal kommunerne nu tage hensyn til produktionsvirksomhederne. Kommunerne skal desuden udpege de erhvervsområder, som fremover helt eller delvist skal være forbeholdt produktionsvirksomheder, og derfor ikke skal omdannes til kontorarbejdspladser eller boliger. Loven indebærer også, at kommunerne skal afgrænse områder omkring eksisterende produktionsvirksomheder, der skal friholdes for boliger, kontorer eller anden miljøfølsom anvendelse.
Desuden kan reglerne sikre, at kommunerne i deres planlægning for byomdannelse i eller omkring erhvervsarealer for produktionsvirksomheder tager højde for alle relevante potentielle miljøkonflikter og ikke kun støj, som tilfældet er i dag.
Eksisterende virksomheder
Hos Dansk Maritime er adm. direktør Jenny N. Braat, positiv overfor ændringerne af planloven, men hun savner, at den også tager hånd om de virksomheder, der allerede ligger i havneområderne.
- Loven tilgodeser dem, der skal til at etablere nye virksomheder i et havneområde. Nu mangler vi, at man får set på reglerne for de virksomheder, der allerede ligger der. Hvis de for eksempel vil udvide, skal de også kunne gøre det. Det kunne man gøre ved at reservere områder på havnen til udvidelse, siger hun.
Dansk Folkepartis erhvervsordfører hans Kristian Skibby erkender, at der også efter ændringen af loven vil være en diskussion om, hvorvidt man som virksomhed i et havneområde kan udvide sin forretning.
- Men ændringen vil betyde, at man kan bevare sin forretning, for man vil ikke længere kunne sanktioneres væk på grund af klager over støj. Vi har forsøgt at lave en model, hvor byudviklingen i havneområderne skal ske ud fra, at nytilkomne ikke kan tvinge industrien væk, siger han.
Havnelovsrevision kommer
Erhvervs- og vækstminister Ole Birk Olesen (LA) har i maj nedsat et ekspertudvalg, der skal evaluere den udskældte havnelov (se modsatte side).
Til efteråret vil en række politikere og brancheaktører så tage fat og revidere havneloven. Også her lader det til, at der er politisk vilje til at hjælpe den private sektor.
Ny planlov giver bedre forhold for havnevirksomheder
Kommunerne skal fremover udpege områder på de danske havne, der er forbeholdt industrien - havneloven revideres til efteråret