23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Søfart
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Aarsleff er på vej mod stor opgave i Esbjerg

Anlægsentreprenøren skal etablere et havnebassin og en havneø i en entreprise til over 150 mio. kroner

Esbjerg Kommune har store planer med den nordligste del af Esbjerg Havn.

Området ønskes udviklet til et attraktivt byområde med blandt andet lystbådehavn, grønne områder og domiciler for havnerelaterede virksomheder, og i den forbindelse har kommunen været ude med et udbud, der nu er fundet en vinder af.

Der er tale om Aarsleff, som vinder foran seks andre bydende i det offentlige EU-udbud.

Det oplyser Torben Hartung, projektleder i Esbjerg Kommune, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Der er blevet konkurreret om det bedste forhold mellem pris og kvalitet.

- Aarsleff gav den laveste pris, som dækkede 50 procent af den samlede opgaveevaluering. Samlet set fik de den bedste score, fortæller han og påpeger, at planlægning og organisation/bemanding hver vægtede med 25 procent.

Han oplyser, at Aarsleffs bud lyder på godt 153,2 mio. kroner, og at standstill-perioden endnu ikke er udløbet.

Når den er udløbet - og hvis der ikke er indsigelser - indgås der kort efter kontrakt.

- Vi skriver kontrakt ligeså snart de sidste godkendelser er på plads, siger Torben Hartung.

Og umiddelbart derefter går arbejdet i gang, som skal være færdigt med udgangen af 2018.

Havnebassin og havneø
Torben Hartung fremhæver, at kommunen har været godt tilfreds med interessen for udbuddet.

- Det er en meget specialiseret opgave, siger han.

Udbuddet går på etablering af inddæmning af et fremtidigt havnebassin ved etablering af stenkastning og forhavn inklusiv højvandsport, beskriver udbudsmaterialet.

Inden for inddæmningen opgraves, så der netop skabes et havnebassin. Og i havnebassinet opbygges en havneø afgrænset af indfatningsspunsjern og opbygget med materialer fra opgravningen.

Havneøen forbindes med dæmningen og Esbjerg Brygge ved to betonbroer. I tilknytning til øen bygges henholdsvis en træskibsbro i træ og en ny adgangsbro.

Den eksisterende lystbådehavn i Esbjerg Havn flyttes og retableres i tilknytning til den nye adgangsbro, fortsætter udbudsmaterialet.

- Vestenvinden kan være hård nogle gange, og det gør, at lystbådehavnen skal kunne ligge trygt i læ, forklarer Torben Hartung.

Flere udbud på vej
Han oplyser, at Esbjerg Brygge er byggemodnet, og at de første byggerier samt infrastrukturen er gennemført her. Esbjerg Brygge udgør etape 0 i det samlede projekt, mens Aarsleffs vundne entreprise udgør etape 1, fase 1, vanddelen.

Derimod mangler etape 1, fase 2, landedelen, hvor rådgivningsydelsen vil blive udbudt i slutningen af 2017 med henblik på at projektere byggemodningen af havneøen.

Denne skal gøres klar til, at byggefelterne kan blive solgt til private investorer, som kan opføre byggerier på øen.

Byggemodningen ventes udbudt i et offentligt EU-udbud i løbet af 2018 efter projekteringen. Og det forventes, at byggemodningen er afsluttet i 2019.

Dertil kommer en etape 2, som går på et nyt museum, strand, badehuse og lystfiskermole.

- Etapen her er afhængig af kunstmuseet, som der skal findes midler til, oplyser Torben Hartung.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Aarsleff inden deadline.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.079