23948sdkhjf

Slæbebåd kom svømmende Bambi til undsætning

Et meget træt rådyr på svømmetur blev torsdag morgen reddet i land af mandskabet på slæbebåden Loke

Besætningen ombord på det gode skib slæbebåden 'Loke' fik sig noget af en overraskelse, da de efter en nats tjeneste nærmede sig Limfjordsbroen fra øst.

- Vi var omkring 1500 meter fra broen og havde bedt brovagten om at åbne, da vi fik øje på noget i vandet. Det viste sig at være et rådyr, der svømmede rundt, fortæller maskinmester Kim Pedersen.

Mandskabet orienterede brovagten om situationen.

- Han blev noget paf og sagde: "Den skal jeg lige have have en gang til. Har I set et rådyr!", fortæller Kim Pedersen.

Brovagten lod sig overbevise og kontaktede havnens personale, og på slæbebåden kunne mandskabet overhøre diskussionen om, hvorvidt beredskabet skulle tilkaldes.

- Men dyret så noget træt ud, og vi var ikke sikre på, hvor lang tid det ville tage, før beredskabet fik en båd i vandet, så vi besluttede selv at prøve at fiske ham op, beretter Kim Pedersen videre.

Det viste sig dog at være sværere end som så.

- Hver gang vi sejlede efter, svømmede rådyret i en anden. Men til sidst fik vi bakket hen til ham og fik ham halet op på dækket. Den er lidt træt, men har det ellers fint, siger Kim Pedersen.

Det hele begyndte omkring klokken 05, og redningsaktionen varede en halv times tid. Det sluttede, da Loke på den anden side af broen lagde til kaj.

- Vi fandt noget skov at slippe den løs i, og så rendte Bambi glad og fro videre, griner Kim Pedersen, der egentlig synes ganske godt om denne start på dagen.

- Det er jo ikke hver dag, men kommer ud for sådan noget. Og det var da en dejlig måde at starte dagen på, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078