Bimco: Store tanker-skrotninger på vej
Hvor antallet af skrotninger i 2016 var meget lavt, 2,6 mio. dwt blev solgt til skrot, er der sket en ændring i starten af 2017. Det skriver organisationen Bimco i en ny prognose.
Ved udgangen af marts var der allerede sendt 0,9 mio. dwt til genbrug og skrot, heraf 0,7 mio. dwt råoile-tankere. Og der kommer til at ske meget mere.
Skrotninger på tanker-markedet bliver firedoblet og når 11,5 mio. dwt i år, vurderer Bimco. Heraf vil 9 mio. dwt blive taget fra flåden af råolie-tankere.
Bimco forventer, at leveringer af råolie-tankere i år bliver på niveau med 2016, så der kommer nye 23 mio. dwt til. Men da efterspørgslen ikke vil understøtte markedet i samme omfang som sidste år, vil behovet for styring af udbuddet kun blive større, lyder vurderingen.
Indtil videre er der i 2017 bestilt bl.a. 8 LR2ere og 12 VLCCere – hvilket bragte VLCC flåden op over 700 skibe. Der er lagt 38 nye ordrer på samlet 5,7 mio. dwt, inklusiv 16 produkttankerer med en kapacitet på 1,3 mio. dwt.
Hvad angår produkttankere voksede udbuddet med 6,1 procent sidste år. Indtil videre er flåden vokset med 1,3 procent i år med en forventning på en samlet stigning på 3,2 procent for hele året.
Søfart følger op med interview med Peter Sand i næste avis.