Det bliver verdens største hurtigfærgeoperatør, der 1. september 2018 overtager den statsstøttede færgebetjening af Bornholm. Til den tid har Mols-Linien nemlig taget levering af to store australskbyggede katamarannybygninger, som bringer rederiets samlede hurtigfærge-bårne bilkapacitet op på 1.888.
Den kapacitet vil være mere end 20 procent større end verdens i øjeblikket største operatør af hurtigfærger. Selv hvis Mols-Linien inden september næste år skulle skille sig af med rederiets ældste og mindste hurtigfærge, ’Max Mols’, ville rederiet stadig ligge foran de to nærmeste på listen over verdens største hurtigfærge-operatører, målt på bilkapacitet.