23948sdkhjf

Skou: Priskrigen stoppede i tredje kvartal

Maersk Line har lagt det værste bag sig og vil hæve bundlinjen med mere end 1 mia. dollars i 2017, vurderer topchef
Maersk Line, verdens største containerrederi, vejede tungt på tallene fra A.P. Møller-Mærsk i 2016, men 2017 vil byde på langt bedre tider.

Det skyldes blandt andet, at priskrigen på containermarkedet er slut ifølge Mærsk-koncernens topchef, Søren Skou, som også sidder ved roret i Maersk Line.

Helt specifikt tror Mærsk-chefen, at Maersk Line, som havde et underskud på 384 mio. dollar før særlige poster i 2016, vil forbedre sin bundlinje med mere end 1 mia. dollar i 2017.

- Det gør vi, fordi der er langt bedre balance mellem udbud og efterspørgsel. Fjerde kvartal er det første siden 2010, hvor efterspørgslen voksede hurtigere end tilgangen af tonnage, og de næste kvartaler ser fornuftige ud, siger Søren Skou oven på regnskabet.

Han bemærker blandt andet, at rederierne fortsat har lagt skibe op, altså taget dem ud af drift for at mindske overkapaciteten, og at ordrebogen på nye skibe er lavere end længe set hos de store rederier.

- Vi er lige kommet ud af en priskrig, som startede i andet kvartal af 2015 og vel sluttede i tredje kvartal af 2016, og der er sket massive ændringer af den årsag, siger Søren Skou og uddyber:

- Der har været en konsolideringsbølge i gang, og ud af de 16 globale containerrederier ved starten af 2016 er syv enten blevet absorberet eller er på vej til det - og et er endda gået konkurs (Hanjin, red.), så kombinationen af konsolidering, en meget lavere tilgang af ny tonnage og vækst i efterspørgslen gør, at vi egentlig er relativt optimistiske for 2017.

Laveste udgifter nogensinde
Søren Skou baserer også sin optimisme på, at Maersk Line i 2016 havde sine laveste omkostninger per fragtet container nogensinde. Det gav dermed modstandskraft mod fragtraterne, som også var på det laveste niveau i mands minde - især i andet kvartal.

- Vi står stærkt, markedet er vendt, og vi leverer på vores ambitioner om at blive vækstselskab igen, siger Mærsk-direktøren efter et år med 9 pct. vækst i de fragtede volumener - og annonceringen af købet af rivalen Hamburg Süd i december.

Fremgangen i Maersk Line skal være med til at løfte hele Mærsk-koncernens samlede resultater i år, efter at 2016 gav et underliggende plus på lidt over 700 mio. dollar men et samlet minus på næsten 2 mia. dollar på grund af nedskrivninger i nogen af koncernens olieafhængige divisioner.

/ritzau/FINANS
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079