Andet Sealand-skib ankommet til Alang
OPHUGNING: ’Sea-Land Racer’ i venteposition på reden ud for Alang, hvor ’Sea-Land Charger’ ifølge dets AIS også befinder sig lige nu
Ni år over gennemsnittet
Læs også:
Mærsk skrotter yderligere otte containerskibe
Det andet af otte tidligere Sealand-skibe i Maersk Lines flåde, ’Sea-Land Racer’ er nu ankommet til reden ud for Alang-stranden i Indien. Her venter det 1996-byggede panamax-containerskib nu på at foretage sin sidste godt fem sømils rejse ind til ophugning ved et af de to selskaber på Alang-stranden, Maersk Line har udvalgt som egnede efter en række opsatte kriterier. Søfart skrev december sidste år, at den første ophugning i skibsserien gjaldt ’Sea-Land Charger’ og at denne skulle foregå på en af de to udvalgte kinesiske faciliteter. Imidlertid ligger ’Sea-Land Charger’ ifølge skibets AIS nu også på reden ud for Alang-stranden. ’Sea-Land Racer’ er rapporteret solgt til ophugning i markedsrapporter, hvor letvægtstons (LDT) er angivet til 18.771, mens LDT-prisen ikke er oplyst. Et lignende containerskib er dog simultant rapporteret solgt til ophugning samme sted for 290 dollars/LDT. Maersk Line overtog de otte panamax-skibe i forbindelse med opkøbet af amerikanske Sealand i 1999. Skibsserien er bygget i Japan mellem 1995 og 1997 og ligger knapt ni år over Maersk Lines gennemsnitsalder i flåden, der oktober sidste år var på 11,1 år.