23948sdkhjf

CG Jensen skal udvide Esbjerg Havn

Glostrup-entreprenøren har indgået kontrakt med Esbjerg Havn om at udvide og forbedre de eksisterende faciliteter i havnen
Det bliver entreprenørvirksomheden CG Jensen, der skal stå for næste etape af udvidelsen af Esbjerg Havn.

Glostrup-entreprenøren har netop indgået kontrakt den kommunale selvstyrehavn Esbjerg om at udvide og forbedre de eksisterende faciliteter i Esbjerg Havn - også kaldet etape 4.1.

Der skal blandt andet etableres 200 meter fortøjningspier, forlængelse af den eksisterende Librakaj med 200 meter samt to RoRo-ramper. Entreprisesummen er på 82 millioner kroner, og CG Jensen udfører den i hovedentreprise.

Udvidelsen sker for at imødekomme den store vækst, som Esbjerg Havn gennem de senere år har oplevet, skriver CG Jensen i en pressemeddelelse.

Direktør i CG Jensen, Jørn Asmussen, Division Anlæg Vest, er glad for, at divisionen endnu engang får lov til at udføre et havneprojekt, som er én af Anlæg Vests absolutte spidskompetencer.

- Vi lå i skarp og tæt konkurrence om at vinde licitationen, og det glæder mig, at vi endte med at kunne skrive under med bygherren. I Anlæg Vest har vi mange års erfaringer med havnebyggeri og udvidelser, og med vores kompetencestærke medarbejdere er jeg overbevist om, at vi vil levere et produkt og et færdigt resultat, som bygherren kan være stolt og glad for, udtaler Jørn Asmussen.

Kort udførelsesperiode


CG Jensen A/S er netop startet på entreprisen på Esbjerg Havn, og det bliver en entreprise med en kort udførelsesperiode. Det er projektchef Gert Askholm og hans team, der skal lave jobbet, og allerede medio oktober 2017 skal entreprisen være afsluttet og tilbageleveret til bygherren.

- Vi har i CG Jensen arbejdet under mange forskellige tidsfrister og deadlines, og derfor bliver denne sag blot endnu en sag med kort udførelsesperiode. Én af udfordringerne kan dog blive at finde tilstrækkelig kvalificerede betonarbejdere. Her oplever vi desværre i øjeblikket en tendens til, at der er et meget snævert udvalg af arbejdskraft til rådighed, og det er jo ærgerligt, når der er masser af arbejde, forklarer Gert Askholm. Han er dog ikke nervøs for, at virksomheden ikke kan stille med et slagkraftigt hold til sine entrepriser.

Entreprisen på Esbjerg Havn skal være færdig den 16. oktober, og udvidelsen sker for at imødekomme den vækst, som Esbjerg Havn gennem den seneste håndfuld år har oplevet. 6.432 anløb blev det til i 2015, og det er en vækst på 74 procent i forhold til 2011.

Udvidelserne kommer alle typer skibe til gode, og når Librakajen er færdig er der 12,7 kilometer kaj og 12 RoRo-ramper til at servicere de anløbne skibe. Ved samme lejlighed bliver nabokajen, Scorpiuskaj, også klargjort til en fremtidig udvidelse.

Kilde: CG Jensen
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14