DFDS kæmper for at holde trit med grønne krav

Uklarheder i konvention























Svært at være på forkant























DFDS har i de seneste år haft mere end almindelig travlt med at installere scrubbere på en snes af færgerederiets skibe. Det har kostet rederiet en investering i omegnen af 100 mio. euro at leve op til nye svovlkrav, og nu ligger en ny regning og venter forude. Den 8. september i år træder ballastvandkonventionen nemlig i kraft. Dermed skal DFDS som andre rederier installere ballastvandsystemer på alle sine skibe senest fem år efter reglerne træder i kraft. Indtil videre er to af rederiets nybygninger - Ark Germania og Ark Dania - blevet leveret med ballastvandsystemer. De to nye ro/ro-skibe, som DFDS for nylig har kontraheret hos Jinling Shipyard i Kina, får også systemer til behandling af ballastvand. - Mens vi med scrubberne gik videre end lovgivningen, fordi vi så et potentiale i at kunne teste ny teknologi, gør vi med ballastvand-installationerne kun det, som lovgivningen siger, vi skal. Der er nemlig ingen business case for os i ballastvandsystemer - men det er der forhåbentlig for samfundet, siger Poul Woodall, miljødirektør i DFDS, til Søfart. Han forklarer, at scrubberne er med til at sænke olieregningen for rederiet, som derved slipper for at skulle købe dyrt brændstof med lavt svovlindhold for at leve op til lovgivningen. Ballastvandsystemerne renser derimod vandet for organismer, der kan være skadelige for miljøet, og det hverken sparer eller tjener rederiet noget ekstra på. Der er dog stadig uklarheder i ballastvandkonventionen, særligt når det gælder undtagelsesbestemmelser, mener Poul Woodall. - Som reglerne er nu, skal alle skibe nemlig montere ballastvandsystemer. Også selvom de eksempelvis kun sejler mellem Helsingør og Helsingborg, der af de fleste vel ville defineres som et ’Same Risk Area’, siger han. Et ’Same Risk Area’ er et område, hvor afstanden er så kort, at det ikke er sandsynligt, at skibet transporterer invasive arter over eksempelvis Øresund. Et andet miljøkrav, som DFDS ifølge miljødirektøren bruger mange ressourcer på i øjeblikket, er den såkaldte MRV-forordning (Measuring, Reporting and Verification), som er et nyt EU-system til at overvåge skibsfartens CO2-udledning. Her skal rederierne indlevere planer for, hvordan de vil måle udledningerne, senest den 31. august i år. Poul Woodall er ikke i tvivl om, at der kommer meget mere miljøregulering i de kommende år. - Miljømæssigt kommer der hele tiden regulativer på mange områder - både på globalt og EU-niveau og helt ned til individuelle havneområder. Og det er klart, at jo flere ting der kommer, jo mindre ressourcer er der til at gøre det, som vi selv mener, vi bør gøre, siger han. Tidligere har DFDS forsøgt at være på forkant med de grønne tiltag. Men det er ifølge Poul Woodall blevet vanskeligere de seneste år, fordi der er kommet så mange nye lovkrav. - I de sidste par år har det været svært at indføre frivillige miljøtiltag, fordi der var så meget vi skulle. Men som en ansvarlig virksomhed vil vi jo gerne gøre så meget, som vi kan, siger Poul Woodall. Han tilføjer, at rederiet ikke kun skal overholde lovkrav, men også imødekomme kundernes efterspørgsel på miljøområdet. - Kunderne efterspørger blandt andet data om emissioner. De vil gerne vide, hvor meget det påvirker deres CO2-udledning, hver gang de booker en last. Det ser vi mere og mere, at vores kunder efterspørger. Vi kan levere det meste, men vi har ikke nødvendigvis struktureret data, sådan som vores kunder efterspørger, siger Poul Woodall.