23948sdkhjf

Nordiske Medier overtager konkurrent

Søfart har fået 23 nye søster-medier

En af Sveriges førende medievirksomheder inden for fagmedier, Mentor Communication AB, bliver en del af Nordiske Medier-koncernen.

VIDEO: Direktør i Nordiske Medier, Niels H. Carstensen, forklarer strategien

 

Mentor Communication udgiver 23 fagmedier, omsætter årligt for 91 mio. kroner med en indtjening på 4,5 mio. kroner.

Med opkøbet styrker Nordiske Medier sin position i Sverige, hvor man siden 2008 har drevet online fagmedier – senest forstærket med Entreprenad og Skog Supply.

- Vi ser med glæde frem til, at Mentor bliver en del af koncernen. Mentor er meget stærke på print og eventområdet, hvor de driver de førende medier indenfor en række fagområder. Det kan vi i fællesskab bygge videre på samtidig med, at vi kan styrke Mentors online-tilstedeværelse, siger administrernede direktør i Nordiske Medier Morten Petersen.

Morten Petersen, koncern-forretningsdirektør i Nordjyske Medier Claus H. Andersen og stifteren af Mentor Communication Mikael Heinig vil fremover udgøre bestyrelsen i Mentor Communication.

Tryg ved overtagelsen

Selvom Mentor Communication dags dato er kommet på nye hænder, så fortsætter virksomheden under eget navn – Det samme gør de 23 fagmedier.

Stifteren af Mentor Communication Mikael Heinig indsættes som nævnt i bestyrelsen, mens tidligere CFO David Hindfeldt udnævnes til ny direktør. 

- Mentor har i en længere periode været til salg, og jeg er meget tryg ved at overlade det fremtidige ejerskab til Nordiske Medier og virksomhedens moderselskab Nordjyske Medier, siger Mikael Heinig,og tilføjer:

- Nu tegner der sig en spændende fremtid for Mentor med tilførslen af Nordiske Mediers online kompetencer samtidig med, at kapitalgrundlaget under Mentor styrkes, slutter Mikael Heinig, der sammen med Egmont etablerede Mentor Communication for 32 år siden.

Vigtigt led i strategi

Opkøbet er et vigtigt skridt i Nordjyske Medier koncernens overordnede strategi.

- Mentor er en central del af Nordjyske Mediers strategi på B2B-området, hvor vi har en ambition om at blive en betydende aktør på det nordiske B2B-marked med etablering eller opkøb af vertikale medier. Vi ser købet af Mentor som en milepæl for Nordiske Medier, som hermed får en god position på det svenske mediemarked, siger Claus H. Andersen, Nordjyske Medier.

Overtagelsessummen oplyses ikke. 

Fakta

Nordiske Medier udgør B2B-området i Nordjyske Medier koncernen. 

Efter sammenlægningen med Mentor beskæftiger Nordiske Medier cirka 100 medarbejdere i Sverige, cirka 100 medarbejdere i Danmark og indtil videre fem medarbejdere i Norge. Nordiske Medier omsætter årligt for over 200 mio. kroner. 

Samlet driver og ejer Nordiske Medier koncernen nu 50 online medier og 30 printmedier, der sendes ud til henholdsvis 450.000 nyhedsbrevsmodtagere og et tilsvarende antal læsere af printmedierne. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113