23948sdkhjf

Smyril Line udvider med fjerde skib til ny Rotterdam-rute

SHORTSEA: De nordatlantiske øer får direkte ro/ro-forbindelse med nyindkøbt skib fra finske Bore
Smyril Line er nu tilbage med en flådeudvidelse med overtagelsen af et biltransportskib fra finske Bore. Det færøske rederi oplyser, at det indkøbte skib skal anvendes i et nyt rute-setup mellem Island, Færøerne og deepsea-hub’et Rotterdam.

Ruten indvies april næste år, når Bore leverer skibet til Smyril Line, som dermed råder over en flåde på i alt fire skibe. Rederiet supplerede tilbage i 2015 den store ro/pax-færge ’Norröna’ med de to ro/ro-palle-skibe ’Hvitanes’ og ’Eystnes’, som blev indkøbt fra norske Nor Lines.

I lighed med de to second hand-indkøb fra Nor Lines, er der også denne gang tale om et ”kombinationsskib”. Nærmere bestemt den 1996-byggede PCC/PCTC (pure car carrier/truck carrier) ’Auto Baltic’ med en kapacitet på op til godt 1.600 bil-enheder.

To korridorer

Anvendes skibet som et rent ro/ro-skib, er kapaciteten derimod 934 lanemeter. Smyril Line oplyser endvidere, at ’Auto Baltic’ vil blive omdøbt ’ Mykines’, når det overtages. Parterne har ikke offentliggjort, hvad skibet bliver handlet for.

Smyril Line driver i dag to parallel-ruter fra Seydisfjørour i det østlige Island via Torshavn på Færøerne til Hirtshals og videre til St. Petersborg i Rusland. Strækningen mellem Island og Danmark betjenes af ro/pax-færgen ’Norröna’.

Benet mellem Færøerne og Danmark betjenes ligeledes af de to ro/ro-palle-skibe, som fortsætter til Rusland.

Eneste ro/ro-operatør

Sidstnævnte tillæg til ruten mellem de nordatlantiske øer og St. Petersborg baserede sig i 2015 på eksport af seafood til Rusland, hvor Færøerne ikke havde tilsluttet sig EU’s handelsembargo, afstedkommet af Ruslands annektering af Krim-halvøen.

Den nye rute får sit nordatlantiske udgangspunkt fra Thorlakshofn, der ligger 35 minutters kørsel fra Reykjavik. På Færøerne anløbes Torshavn, som er et knudepunkt for alle Smyril Lines ruter. Ifølge Smyril Line vil der blive afgang fra Thorlakshofn om fredagen med ankomst til Rotterdam om mandagen.

Smyril Line er i dag den eneste ro/ro-operatør mellem de nordatlantiske øer, Skandinavien og nu også det kontinentale Europa.

Læs også:
Smyril Line går ind på lokalt eksportmarked for pelagisk fisk med flådeudvidelse
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111