Fuld fart mellem Odden og Ebeltoft

Ny og gammel elektronik



















Sikken trængsel og alarm









Efter to sommersæsoner på ’Djursland’ skiftede jeg, om ikke slips, (begge ruter var jo i Difko-regi) så gear, da jeg fik ny påtegning i søfartsbogen på ’Maren Mols’. Og der blev den i øvrigt elegant liggende hele den tid, jeg sejlede for rederiet. Ifølge ansvarshavende kaptajn udi den afdeling, var der jo ingen grund til at stemple ind i tide og utide. Og det gav jo også pænt på sejltiden. Færgefarten var jo bl.a. kendetegnet ved, at man kun fik godskrevet ca. halvdelen af en mønstringsperiode, fordi man jo faktisk slet ikke var om bord meget af tiden - men hjemme på fri. Desuden sejlede jeg faktisk en hel del aften-weekendture over vinteren, når der var bud efter mig, og jeg lige havde tid. Det gav lidt velkomment ekstra til julegaver etc. hen ad vejen. De to store færger på Mols-Linien, ’Maren Mols’ og ’Mette Mols’ kørte man generelt med stambesætninger, som der var fire af på hver færge - plus en X’er-gruppe, der supplerede op, hvor det var nødvendigt. Den hørte jeg jo (u)formelt til, selv om X’er-holdet reelt også bestod af fastansatte. Men jeg susede altså rundt mellem de forskellige hold, som fartplanen nu åbnede muligheder. De fire stambesætninger kørte efter et bestemt system, hvor man havde delt ansvarsområderne mellem sig. Altså løbende vedligehold og alt muligt andet skibsrelateret, der ikke hørte selve kernefunktionen som bilfærge til. Det kunne måske godt have givet nogle ret skarpe og besværlige ansvarsgrænser - men det fungerede fint nok. Men alt det skulle jeg jo så ikke bekymre mig om, men udelukkende tage del i lastning, sejlads og afrapportering af passagertal etc. Det sidste havde den ikke vagtgående styrmand ansvar for med station på skibskontoret. Herfra solgte man bl.a. også madbonner til hele besætningen. I forskellige farver for morgenmad, smørrebrød, middag og drikkevarer. Der var således ikke gratis forplejning om bord, men der var naturligvis sat en betydeligt lavere fællesnævner for prisniveauet, end hvad som gjaldt for passagerne. Det kunne medsejlende familiemedlemmer så også nyde godt af. Min lille familie var i hvert fald med adskillige gange- inklusive fribillet til bilen og med ro og fred for ”pøblen” i officersmessen. God personaleservice. På alle tre færger (den tredje var trailerfærgen ’Mie Mols’) havde man også fået computer på skibskontoret. Den blev jo brugt til mangt og meget fornuftigt. Men den havde - i hvert fald på ’Maren Mols’ - også et par computerspil installeret. Særligt den gamle klassiker Tetris var meget populær. Og der blev skam konkurreret indædt mellem diverse spillere - helt uofficielt - om at holde højeste score. Det gik der mange ”kontoroverfarter” med at fornøje sig med. Der var også et vældigt drabeligt platformsskydespil, der vist hed Wolfenstein, hvor man som krigsfange i et eller andet nazi-bjergkompleks skulle kæmpe sig vej fra en celle til friheden. Ikke helt styrmandsarbejde efter bogen, indrømmer jeg. Men moderne tider, nye skikke. Mere stringent efter styrmandsbogen var det ude på broen. ’Maren Mols’ havde bl.a. været med til at teste en ny ARPA-radar - tror det var en Atlas, som det hed dengang - og andet udstyr. Det mest iøjnefaldende var imidlertid en hel speciel gammel Decca-plotter, der må have været noget af et scoop ved i sin oprindelige lancering. Den bestod af et ”søkort” over den faste rute, der var tegnet ind på en lang papirrulle, der blev rullet af og rullet op, efterhånden som skibet bevægede sig over vandet - og positionen opdateret via decca-systemet. Og så ”endevendt” hver gang skibet selv vendte i havn. Positionen blev så løbende markeret med en mekanisk marker, der bevægede sig i forhold til den indtegnede idealkurslinie. Meget speciel og naturligvis kun et instrument, der kunne anvendes på helt faste ruter som Mols-Liniens. Den burde stå på et teknisk museum i dag efter min mening. Hvilket den måske også gør. Og så havde man på ’Maren Mols’ også fået installeret et Syledis-system. Det fransk-udviklede hyper præcisions system, der kunne angive på under en meter, hvor skibet lå i forhold til f.eks. lejerne. Systemet var vist egentlig udviklet til brug for søopmåling og krævede tre master på land, som systemet kunne krydspejle sig ind efter. Så det virkede kun i selve havnene, men præcist, det var det. Og selvfølgelig snart helt uddateret, da GPS og ikke mindst DGPS-systemerne vandt frem. Men det var jo hverken Tetris eller Wolfenstein, man var hyret til at spille. Det var sprællemand på dæk. I hvert fald ind i mellem. Og lad det være sagt med det samme, at det kunne gå rigtigt hedt for sig på meget travle dage. Og dem var der mange af. Ankomst efter ankomst stod opmarchpladsen mere en stuvende fuldt. Og med 25 minutter vendetid i havn - afgang hver anden time hver vej med de to store enheder - skulle det mildt sagt klappe helt utroligt, hvis man nåede det. På øverste dæk kunne der klemmes otte rækker biler ind og lidt tværgående i begge ender. Ind den ene vej og ud den anden. Til forskel for ’Djursland II’, hvor der på øverste dæk kun var en sideport. Der måtte bilerne ”køre en omgang” for at blive retvendte, før de kunne parkeres eller losses. Fortsættes