Der blæste en storm udi Kattegat...

Vinterkrig om bord















Mellem Hundested og Grenaa











Bamses venner















Alting får en ende











Jeg afsluttede vist seneste epistel med at fortælle om en truende fare på det gode skib ’Djursland II’. Det faldt sig nemlig sådan, at da jeg havde min gang om bord var det samtidigt med, at Søværnet fik den ide, at man ville udvide sit ressortområde til også at stå for drift og operation af den lille danske isbryderflåde. Dengang på fire enheder - lille ’Elbjørn’, tvillingerne ’Danbjørn’ og ’Isbjørn’ samt storebror ’Thorbjørn’. Ja, den sidste var egentlig med afstand den yngste af dem, men her snakker vi kun størrelse. Og de var omfattet med stor veneration på både ’Djursland II’ og andre færger rundt om i landet. Det var nemlig her fra, at Istjenesten hentede de folk, der bemandede dem, når der først lagde sig is i sunde, bælter og ind imellem også på havet selv. Det havde man jo haft et par ret strenge eksempler på i midtfirserne, og her havde en pæn flok af besætningen fra ’Djursland II’ gjort velvillig tjeneste i forskellige positioner om bord. Ikke mindst som navigatører. Sagen var jo den logiske, at folk fra færgefarten samt Fyr- og Vagervæsenet (som det jo hed engang) etc. kendte deres farvande ud og ind. Og de havde styr på, hvor en isbryder kunne brydes med isen, selv om samme is skulle have flyttet en kost eller en bøje osv. Nu kan der jo argumenteres for, at Søværnet forhåbentligt også færdes hjemmevant i samme farvande. Og at man også her havde folk, der kunne både deres styrbord og bagbord, for og agter, samt ikke mindst kendte lidt til issejlads. Det er jo nu engang Søværnet, der sejler år ud og år ind i is (hvert evigt eneste år) oppe ved Grønland. Og det var da, så hut jeg visker, også folk fra inspektionsskibene, der var tiltænkt rollen som besætninger på isbryderne. Når og hvis isen lagde sig igen. Hvilket den så kun gjorde lidt i 1996 siden dengang, men det er en helt anden historie. Nu var jeg jo ansat på Søfart. Og det var der specielt en af overstyrmændene på ’Djursland II’, der hurtigt så som en genvej til at rejse debat om emnet. Han ville mildt sagt nødig miste chancen for at sejle med isbryderne, hvis det blev aktuelt. Det var et spændende og udfordrende afbræk i færgeriet. Langt fra en loppetjans. Men en virkelig udfordring som sagt, og det trak. Og så ville han og de andre om bord med samme holdning ikke gerne trækkes om ved næsen af et emsigt søværn. Lidt ekstra i hyreposen gav det jo vel også med en istjans. Men det var vist aldrig det, der var det afgørende. Og jeg gav da også lidt besyv med. Men mest ved at briefe dem hjemme på kontoret om udviklingen. Opfordre til læserbreve og den slags. Nogen mening om sagen havde jeg egentlig ikke. Jeg nævnte da det med ekspertisen i issejlads blandt Søværnets folk, men det affærdigedes som irrelevant i forhold til sejlads i danske isfarvande. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Men krig på kniven var der det meste af den sommer i samme sags tjeneste. Udfaldet blev dog som det blev. Og nu er det hele jo en ren storm i et glas isvand. Måske bortset fra at HVIS isen skulle lægge sig igen, så bliver det jo nok civile søfarende, der kommer ud at sejle med i hvert fald ’Thorbjørn’, der jo nu ejes af Nordane Shipping i Svendborg. ’Elbjørn’ er længst passé som isbryder og har i årevis været restaurationsskib i Aalborg, mens de to sidste ligger oplagte i Hals. Tilsyneladende i stadig venten på et ellers bebudet salg. Men der skete jo også andet om bord. Jeg lærte jo efterhånden de fleste om bord helt rimeligt at kende. Naturligvis mest navigatørkolleger og matroser, men også andre. Ud over såmænd også en hel del fastere gengangere blandt passagererne. Jeg husker især skipper Skibbild, som jeg har snakket med en del siden og hans chefkollega Louis, der senere kom ned som hyremester på Mols-Linien - hvortil jeg selv sprang hen, da det efter den sidste sommer på ’Djursland II’ var tid at finde nye græsgange. Og et par af mine yngre kollegaer. Den ene - Flemming - var således ivrig drageflyver. Det fascinerede mig meget. Så ham snakkede jeg en hel del med. Det samme gjaldt en ung kollega ved navn Bo Andersen, der såmænd i dag er medejer af og direktør for Hundested-Rørvig. Det æble endte ikke langt fra rorstammen. Blandt det øvrige personale var der særligt et par af matroserne, jeg gik rigtigt godt i spænd med. Kan desværre ikke husker deres navne, men de var knaldgode på et vogndæk. Og knaldgode var de også i kabyssen, erindrer jeg. Det var for det meste meget vellavet dansk kost, man fik serveret. Særligt smørrebrødet var fremragende. Og i rigelige mængder, som min hustru efterhånden begyndte at kommentere. Så var det jo på med løbeskoene... Endelig var der passagererne. Dem man kendte bedst, var typisk håndværkere, der var stamgæster om bord. Og de fik typisk de samme kahytter igen og igen. Og de samme standpladser på vogndækkene. Og det gjaldt også en særlig type håndværkere udi musikbranchen. Det var bl.a. en typisk weekend-foreteelse, at et band som Bamses Venner entrerede færgen en årle morgenstund, mens kun vagtmanden var vågen. De kom gerne lige fra et job på Sjælland og skulle hjem over mod Aarhus. Og de foretrak altså at tage via Hundested, hvor de kunne få en lille seks timers søvn om bord, fra de ankom ved 4-5 tiden til færgen var i havn i Grenaa. Altid med faste kahytter og fast plads til musikkassevognen på dækket. Det sørgede vagtmanden for. Så lå der bare en besked i messen om morgenen til vagthavende styrmand. Men ikke meget andet end skatterne og politikernes jeremiader varer jo evigt. Heller ikke min tid på ’Djursland II’. Så efter to sæsoner satte jeg kursen mod Ebeltoft og Mols-Linien i stedet i min tredje sommersæson på Søfart. Grenaa-Hundested Linjen fortsatte jo lidt endnu og senere forsøgte ildsjæle sig med at få en katamaran-overfart i gang. Med det gamle Grenaa-Hundested Linjen A/S som primus motorer for ruten med en norskbygget enkeltskroget færge, der kunne medtage 600 passagerer og 160 personbiler. Det endte nu ret hurtigt i ren armod, og selskabet blev efter kun 3/4 års fart erklæret konkurs i foråret 1996. Siden har der ikke været færgedrift mellem Grenaa og Hundested. ’Djursland II’ blev i 1994 solgt til fart på De Kanariske Øer som ’Benchijigua’ for Fred. Olsen Lines, efter den havde ligget oplagt en lille tid. En af de mange mange danske færger, der er strøget mod sydens varme efter endt tjeneste i det - ind imellem - vinterkolde nord. Men elsket og savnet. Det var den. Ikke mindst blandt de trofaste besætninger. Efter et par navneændringer og et salg til arabiske interesser endte den i 2010 som offer for skærebrænderne på stranden i Alang - 36 år gammel. Fortsættes