Timet med M6-åbningen
Seatruck, Clipper Groups ro/ro-rederi på Det Irske Hav, øger nu kapaciteten mellem Heysham og Dublin. Det sker i næste uge, hvor ’Clipper Point’, et af rederiets fire 105-trailere store P-klasse-skibe, genindsættes i hjemlige farvande efter en endt charter til Inter Shipping mellem Spanien og Marokko. ’Clipper Point’s erstatter den noget mindre ’Clipper Ranger’ på Heysham-Dublin-ruten. Seatruck har i den seneste tid oplevet stor vækst særligt på uledsagede trailere på den lidt sydligere rute fra Heysham til Liverpool. Dette smitter også af på Dublin-ruten, som netop i indeværende måned får den bagvedliggende infrastruktur væsentligt forbedret. Det sker, når Heysham om et par uger bindes op på Englands vigtige syd-nord korridor, M6-motorvejen. ”Vi har planlagt ud fra åbningen til M6 gennem lang tid, så det er ingen tilfældighed, at vi opgraderer ud fra Heysham netop nu.” Det udtaler Seatrucks CEO, Alistair Eagles, i en pressemeddelelse i forbindelse med kapacitetsudvidelsen på Dublin-ruten. Alistair Eagles forklarer endvidere, at den ekstra kapacitet, som giver mulighed for fire daglige dobbeltture, ikke alene afhjælper det øgede pres fra uledsagede trailere - den styrker også det søværts alternativ for den traditionelle lastbilstrafik i transit gennem Wales og Skotland. ’Clipper Point’ er et af fire søsterskibe, bygget i Spanien i nullerne specifikt efter havnen i Heysham, som ikke tillader skibe længerede end 140 meter at anløbe. Seatruck fik senere bygget en opfølgende Heysham-max-serie hos FSG-værftet i Tyskland.