Rigspolitiet lod sig inspirere af Sverige i forberedelserne til det kommende Folkemøde på Bornholm, der starter i morgen, 16. juni. Viking Lines store cruisefærge ’Viking Cinderella’ har nemlig tidligere ageret indkvarteringsfartøj i Visby under den svenske pendant til Folkemødet, Almedal-møtet på Gotland.
I går eftermiddag ankom ’Viking Cinderella’, der normalt sejler 24-timers minicruises ud fra Stockholm til Ålandsøerne, således til DFDS’ terminal i Københavns Nordhavn. Her blev der lastet politimateriel, køretøjer og personel, inden den godt 46.000 BT store cruisefærge satte kursen sydøstover mod Rønne.
Her ligger skibet nu ved den ISPS-sikrede krydstogtkaj under det fire dage lange folkemøde på Bornholm. Ifølge Viking Lines hjemmeside er ’Viking Cinderella’ tilbage på Østersøruten fra den danske charter 21. juni. ’Viking Cinderella’ var også hotelfartøj under Almedal-møtet 2014.
