Der skal støttes op om bestræbelserne på at gøre farvandet ud for Vestafrika mere sikkert at sejle i, mener EU. Derfor er der taget en principbeslutning om at sende en millionbevilling afsted fra EU til formålet, erklærede lederen af en EU-delegation, Philippe Peyredieu, under et besøg hos Niger Delta Development Commission – med sæde i Nigeria.
Der sættes ikke præcise tal eller formål på, men Philippe Peyredieu understregede, at det set med EU-øjne er meget vigtigt med en styrkelse af det maritime sikkerhedsniveau i regionen, og at EU derfor er parat til at støtte bæredygtige lokale initiativer i den retning.
Han understregede også, at EU-støtten er helt afhængig af samarbejde med lokale kræfter, hvis planerne skal bære frugt. Præciseringen af støtteprogrammet ventes lanceret i næste uge efter et nyt møde mellem parterne. Han præciserede videre, at det vil være et vigtigt punkt på dagsordenen for EU, at der bliver fokus på faktiske arrestationer og retsforfølgning af de kriminelle elementer, der er involveret i aktionerne mod skibsfarten.