23948sdkhjf

Fragtrater på Asien-Europa dykker voldsomt

Prisen for at fragte en container fra Asien til Nordeuropa er faldet med 50 pct. i denne uge, skriver nyhedsbureauet Reuters. I den seneste uge har man i gennemsnit skullet betale 275 dollar for at få fragtet en tyvefodscontainer (teu) på den vigtige handelsrute.

Med det store prisfald må Maersk Line og konkurrenterne konstatere, at de prisstigninger på 1000 dollar per tyvefodscontainer, som var annonceret 1. december, ikke har haft nogen længerevarende effekt. Også priserne på containerfragt generelt er faldet i denne uge.

Raterne faldt i gennemsnit med 7,7 pct. i den forgangne uge, viser tal fra Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der dækker over spotpriser på fragt fra Shanghai til en stribe destinationer i verden.

De store rederier har i 2015 været presset af, at raterne har befundet sig i en historisk bølgedal, hvilket har presset indtjeningen. Markedet har været præget af overkapacitet, og mængderne har været lave.

Det har presset rederiernes priser, hvilket dog også delvis skyldes lave oliepriser. Tidligere i denne uge viste en opgørelse fra konsulenthuset Drewry, at fragtmængderne mellem Asien og Nordeuropa er faldet med 7,1 pct. i tredje kvartal, mens kapaciteten er steget med 4,1 pct.

Netop udviklingen på ruten mellem Asien og Europa var en del af baggrunden for, at A.P. Møller-Mærsk i slutningen af oktober måtte nedjustere forventningerne til årets resultat med omkring 4 mia. kr. Her var lave fragtrater og lav volumen blandt årsagerne.

Kilde: Ritzau Finans
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078