Der er akut mangel på maskinmestre, og det er der over hele verden. Ved årsskiftet var der omkring 300 danske stillingsopslag, mens antallet af arbejdsløse maskinmestre svarede til 89 fuldtidsstillinger, hvoraf flere formodes blot at være midt i et jobskifte.
Ekstrabevillingen på den netop vedtagne finanslov giver maskinmesterskolerne mulighed for samlet at optage 170 flere studerende om året. Der kan dermed optages ca. 645 studerende i 2012 svarende til antallet af ansøgere i 2011. Det fortæller formand for Maskinmestrenes Forening, Per Jørgensen.