I forbindelse med vores bachelorprojekt har emnet om danske småfærgers standardisering, eller mangel på samme, dannet grundlag for undren: Hvorfor er de danske småfærger ikke standardiserede, og vil en standardisering optimere driften?
I forsøget på at afdække dette er mangfoldige informationer og observationer dukket op. En af de væsentligste opdagelser var rapporten "Mindre danske færger – før, nu og i fremtiden", der allerede i 1995 dokumenterede, at det er muligt at standardisere flåden, og der sågar lå finansieringsforslag klar. Rapporten fremkom blandt andet som følge af nye lækstabilitetskrav, samt flådens gennemsnitlige alder, på daværende tidspunkt nåede den helt op på 33 år, og stod over for en markant udskiftning. Beslutningstagerne havde det rette værktøj til at igangsætte en standardiseringsproces, men intet skete.