Fortyseven!
Thirtythree!
Number twelve!
Four!
Tallene kommer hurtigt og bestemt efter hinanden. På den ene side af græsplænen står omkring 80 unge drenge og piger og kigger over på den modsatte side. Her står en lille håndfuld mænd og kvinder i hvide skjorter og sorte bukser, fordelt i fire grupper.
Vi er på MARTEC i Frederikshavn, hvor deltagerne, der skal med på Skoleskibet Danmarks togt nummer 99, har første mødedag. De næste to uger skal gå med at lære både systemer, regler og hinanden at kende, inden de den 14. juli har afrejse. Herefter er der dømt tre måneder til søs i de europæiske farvande, inden uddannelsen igen afsluttes på landjorden i det nordjyske.
Med hvert nummer der bliver råbt op, bliver der tyndet ud i den mest befolkede side af græsplænen. De smilende, småfnisende unge marcherer én efter én i retningen af hvor deres tal-opråb kom fra. Numrene fik de tildelt tidligere på dagen, og kommer til at følge dem resten af togtet. Nogen vil med al sandsynlighed ende med at blive bedre kendt under aliaset ”Fifty” end for sit dåbsnavn.
Efter få minutters intenst navneopråb og hovedtælling, står de alle, skulder ved skulder, inddelt i fire lige store grupper. Dagens første muster, eller mønstring, er i gang. Alt foregår på engelsk.
God tur
Tidligere på dagen blev der taget foreløbigt afsked med forældre, søskende, kærester og venner, der var taget med for at ønske de kommende skoleskibs-elever god tur. Der blev i den forbindelse uddelt masser af kram, fældet en del tårer og samtidig smilet og grinet. For mens afsavnet ved at skulle forlade de nærmeste er hårdt, er der også tydelig glæde at spore i de kommende elevers ansigter. De vil sejle, og nu får de endelig snart chancen.
Der er splittelse på græsplænen. To af holdene ryger med over i den nærmeste bygning, hvor de på anden etage skal lære grundlæggende knob og stik, og hvordan tovender skal gøres fast.
De andre to hold bliver gelejdet med ind i gymnastiksalen. Her står et væld af store sække med numre skrevet på, linet op i den ene ende. De unge får hver især udleveret en sæk, og går derefter i gang med at afklæde sig og afprøve klæderne. Kasketten ryger af. Det samme gør Adidas-jakken. Derefter jeansene og Converse-skoene. I deres sted kommer en grå t-shirt, et par sorte shorts, et bælte samt et par sorte sokker og sorte sko. Under hele togtet vil deres hverdagstøj blive låst inde på land, og de ensrettede uniformer de har gravet frem fra de store sække, vil på skibet være den eneste tilladte påklædning.
Socialiseringsteknik
Uniformerne og den offentlige omklædning har de stadig til gode ovenpå. Her bliver der stadig øvet råbåndsknob og kigget opmærksomt på den unge kvartermester, der med lethed laver det ene knob efter det andet på sit tov.
Det er i første omgang en øvelse i nødvendigt sømandsskab, men samtidig er det også en socialiseringsteknik. Eleverne har samlet sig i mindre grupper, hvor nogle med mere reb-erfaring forsøger at hjælpe deres mindre knobkyndige kammerater. Venskabelige bånd lader for de fleste til at være lettere at knytte, end knobene på tovet. Men det skal nok komme, forsikrer kvartermesteren. Øvelse gør mester, og med to uger inden afsejling, bliver der rig mulighed for at lære det til fingerspidserne, inden det skal gøres under høj bølgegang.
Når de kommer tilbage om tre måneder, kan de deres knob og nye kammeraters navne, numre og grænser i søvne. Sammentømret som en sødygtig skude, langt mere søstærke end da de tog ud. I deres køjesække er der udover olietøj og underbukser også venskaber, nye grænser og en afklaring om, om de vil gå søens vej.
Gymnastiksalen bliver langsomt tømt. Ud kommer Fortyseven, Thirtythree, Number Twelve og Four og alle de andre -én efter én. Gråklædte drenge og piger går ud for at finde deres værelser med sække fyldt med det tøj, de ankom i. En uge inden Danmarks togt starter, vil de gå om bord på skibet ved Flådestationen i Frederikshavn. De kommer tilbage tre måneder senere.
Thirtythree!
Number twelve!
Four!
Tallene kommer hurtigt og bestemt efter hinanden. På den ene side af græsplænen står omkring 80 unge drenge og piger og kigger over på den modsatte side. Her står en lille håndfuld mænd og kvinder i hvide skjorter og sorte bukser, fordelt i fire grupper.
Vi er på MARTEC i Frederikshavn, hvor deltagerne, der skal med på Skoleskibet Danmarks togt nummer 99, har første mødedag. De næste to uger skal gå med at lære både systemer, regler og hinanden at kende, inden de den 14. juli har afrejse. Herefter er der dømt tre måneder til søs i de europæiske farvande, inden uddannelsen igen afsluttes på landjorden i det nordjyske.
Med hvert nummer der bliver råbt op, bliver der tyndet ud i den mest befolkede side af græsplænen. De smilende, småfnisende unge marcherer én efter én i retningen af hvor deres tal-opråb kom fra. Numrene fik de tildelt tidligere på dagen, og kommer til at følge dem resten af togtet. Nogen vil med al sandsynlighed ende med at blive bedre kendt under aliaset ”Fifty” end for sit dåbsnavn.
Efter få minutters intenst navneopråb og hovedtælling, står de alle, skulder ved skulder, inddelt i fire lige store grupper. Dagens første muster, eller mønstring, er i gang. Alt foregår på engelsk.
God tur
Tidligere på dagen blev der taget foreløbigt afsked med forældre, søskende, kærester og venner, der var taget med for at ønske de kommende skoleskibs-elever god tur. Der blev i den forbindelse uddelt masser af kram, fældet en del tårer og samtidig smilet og grinet. For mens afsavnet ved at skulle forlade de nærmeste er hårdt, er der også tydelig glæde at spore i de kommende elevers ansigter. De vil sejle, og nu får de endelig snart chancen.
Der er splittelse på græsplænen. To af holdene ryger med over i den nærmeste bygning, hvor de på anden etage skal lære grundlæggende knob og stik, og hvordan tovender skal gøres fast.
De andre to hold bliver gelejdet med ind i gymnastiksalen. Her står et væld af store sække med numre skrevet på, linet op i den ene ende. De unge får hver især udleveret en sæk, og går derefter i gang med at afklæde sig og afprøve klæderne. Kasketten ryger af. Det samme gør Adidas-jakken. Derefter jeansene og Converse-skoene. I deres sted kommer en grå t-shirt, et par sorte shorts, et bælte samt et par sorte sokker og sorte sko. Under hele togtet vil deres hverdagstøj blive låst inde på land, og de ensrettede uniformer de har gravet frem fra de store sække, vil på skibet være den eneste tilladte påklædning.
Socialiseringsteknik
Uniformerne og den offentlige omklædning har de stadig til gode ovenpå. Her bliver der stadig øvet råbåndsknob og kigget opmærksomt på den unge kvartermester, der med lethed laver det ene knob efter det andet på sit tov.
Det er i første omgang en øvelse i nødvendigt sømandsskab, men samtidig er det også en socialiseringsteknik. Eleverne har samlet sig i mindre grupper, hvor nogle med mere reb-erfaring forsøger at hjælpe deres mindre knobkyndige kammerater. Venskabelige bånd lader for de fleste til at være lettere at knytte, end knobene på tovet. Men det skal nok komme, forsikrer kvartermesteren. Øvelse gør mester, og med to uger inden afsejling, bliver der rig mulighed for at lære det til fingerspidserne, inden det skal gøres under høj bølgegang.
Når de kommer tilbage om tre måneder, kan de deres knob og nye kammeraters navne, numre og grænser i søvne. Sammentømret som en sødygtig skude, langt mere søstærke end da de tog ud. I deres køjesække er der udover olietøj og underbukser også venskaber, nye grænser og en afklaring om, om de vil gå søens vej.
Gymnastiksalen bliver langsomt tømt. Ud kommer Fortyseven, Thirtythree, Number Twelve og Four og alle de andre -én efter én. Gråklædte drenge og piger går ud for at finde deres værelser med sække fyldt med det tøj, de ankom i. En uge inden Danmarks togt starter, vil de gå om bord på skibet ved Flådestationen i Frederikshavn. De kommer tilbage tre måneder senere.
BREAKING