Det er en stigende efterspørgsel hos særligt containerrederier på hovedmotorer med mindre boringer og lavere omdrejninger og deraf følgende reduceret propellerrotation. Dette er baggrunden for, at MAN Diesel & Turbo har udviklet deres nye to-takt S90ME-C9.2 hovedmotor, som netop har gennemgået et succesfuldt testforløb hos Hyundai Heavy Industries Engine & Machinery Division i Sydkorea.
Motoren er fysisk set den største to-takt-motor nogensinde produceret af MAN Diesel & Turbo. S90ME-C9.2 leverer et moment på hele 8,5 mio. Nm ved 84 rpm og har et output 69.720 kW. Den første motor i serien er bygget hos Hyundai Heavy Industries og vil blive installeret i et containerskib fra Samsung Heavy Industries til Orient Overseas Container Line (OOCL). S90ME-C9.2 baserer sig på motorkoncernens S90ME-C8-motor, der er målrettet typisk VLCC’ere. Herfra overfører den nye motor en række driftskarakteristika som slow steaming og lav propeller hastighed til containerfarten, som efterspørger disse muligheder i kraft af stigende miljøkrav og stærkt øgede bunkerudgifter.