23948sdkhjf

Langvarige fængselsstraffe til pirater pågrebet af danske styrker

Der blev i dag afsagt dom i endnu en retssag mod fire pirater, som Danmark sidste år overgav til retsforfølgning på Seychellerne.
De fire pirater, som Danmark overdrog til Seychellerne sidste år, udgjorde den hårde kerne af de i alt 16 pirater, som det danske flådefartøj Absalon tilbageholdt under en aktion i april 2012. Ved aktionen blev 12 pakistanske og iranske gidsler frigivet. En domstol på Seychellerne har i dag idømt tre af piraterne hver 24 års fængsel, mens den fjerde er idømt 16 års fængsel.

Det lykkedes danske myndigheder at få en række pakistanske fiskere, der blev holdt som gidsler af piraterne, til at vidne mod piraterne under sagen.

Udenrigsminister Villy Søvndal hilsner retsafgørelsen velkommen. ”Det er en god nyhed, at de fire pirater nu er blevet dømt. Dermed har vi endnu engang vist, at Danmarks indsats ved Afrikas Horn virker - og at det faktisk lykkes at få dømt pirater, når beviserne er til det. I denne sag har vi nydt godt af et fint samarbejde med Pakistan om at sikre den nødvendige vidneførsel. Det næste skridt, der nu vil blive arbejdet på, er at få overført de dømte pirater til afsoning i deres hjemland Somalia,” siger Villy Søvndal.

Også forsvarsminister Nick Hækkerup er tilfreds med, at piraterne nu er blevet dømt. ”Vi har som land en soleklar interesse i at komme efter de pirater, der også rammer danske virksomheder og arbejdspladser. Og derfor er jeg selvfølgelig også meget tilfreds, når det lykkes os at få pirater retsforfulgt. Danmark hjælper med at holde sejlruterne fri for pirater, og det arbejde er givet godt ud,” siger Nick Hækkerup.

Baggrunden for den aktuelle domsafsigelse tog sin start 11. april 2012, hvor Absalon tilbageholdte 16 mistænkte somaliske pirater efter en aktion ud for Somalias Kyst. 12 gidsler (ni pakistanere og tre iranske fiskere) blev befriet. Den hårde kerne bestående af i alt fire mistænkte pirater blev overgivet til retsforfølgning til Seychellerne.

I dag den 26. februar blev der så afsagt dom mod de fire pirater, der blev overgivet til Seychellerne. Tre somaliske pirater er hver blevet idømt 24 års fængsel for pirateri, den fjerde somalier er idømt 16 års fængsel. Næste skridt vil være at overveje overførsel af de dømte fra Seychellerne til afsoning i hjemlandet Somalia.

De nyeste tal fra FN viser, at 1179 pirater lige nu sidder fængslet i 21 lande verden over. Danske flådefartøjer har indtil nu skredet ind overfor omkring 280 formodede pirater og i den forbindelse befriet ikke mindre end 78 gidsler. Fra dansk side har vi hidtil haft held til at overdrage 41 pirater til retsforfølgning.

Den danske fregat Iver Huitfeldt er i øjeblikket i Det Indiske Ocean, hvor den siden slutningen af oktober 2012 har deltaget i den internationale pirateribekæmpelse i NATOs operation Ocean Shield. Iver Huitfeldt er planlagt til at blive i operationen frem til starten af april 2013.

Kilde: Udenrigsministeriet
 
Læs også:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093