”Jeg mener til fulde, at ”Energi på havet” har levet op til de forventninger, vi har haft til projektet. Der er kommet fokus på mulighederne i offshoreindustrien, og der er genereret en masse nye ideer til, hvordan branchen kan styrkes,” siger Esbjergs borgmester Johnny Søtrup i en pressemeddelelse.
Undervejs i projektet er der skabt forskellige initiativer. Blandt andet er der udviklet nye produkter i slagfast og vejrbestandigt plastmateriale til afløsning af produkter i stål, og det sparer operatørerne for mange penge til transport og vedligehold.
Det er EU's regionalfond og Syddansk Vækstforum, der har finansieret de 36 millioner kroner som ”Energi på havet” har kostet. Over 100 virksomheder har medvirket til at antallet af arbejdspladser er steget med 6.000 på tre år.