23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Søfart
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Danske virksomheder på succestogt i Brasilien

Vestergaard Marine Service A/S og Scanel International A/S har fået sig etableret i Brasilien.
For de to nordjyske virksomheder er det brasilianske eventyr i dag en realitet. Med 10 mand på stedet til aktuelle opgaver og værkstedsfaciliteter tæt ved det store havneområde Niterói i Rio de Janeiro har den danske duo fået godt fat på et nyt marked.



Hvorfor knokle med at etablere sig på et så svært tilgængeligt marked som det brasilianske, når man egentlig kunne læne sig lidt tilbage og nyde godt af at være nabo til det lukrative offshoremarked  i Norge?



Fordi, som direktør Morten Vestergaard fra Vestergaard Marine Service siger:



”Vi vil skabe vækst. Og gerne med en 10-15 procent om året.”



Så må man ud, hvor opgaverne er. Og de er helt afgjort bl.a. at finde i Brasilien, og så må vi tage den udfordring med, det er først at få foden indenfor og dernæst at få sat sig ned med egen afdeling.



”Det har ikke været uden startvanskeligheder, bureaukrati og praktisk bøvl, men nu begynder vi at kunne høste frugten af det seneste års indsats. Vi har fået etableret os på det brasilianske marked, og sammen med Scanel har vi nu indledt et samarbejde med en lokal virksomhed, som vi venter os meget af,” siger adm. direktør Morten Vestergaard fra Vestergaard Marine Service.



Positivt udsyn

Han ser i øvrigt i det hele taget ret så positivt på markedssituationen for firmaer som hans eget i tiden frem. I hvert fald i indeværende år burde der være gode strategiske muligheder, siger han.



”Jeg ser generelt markedet som opadgående. Og det gør jeg bl.a. ud fra den kendsgerning, at 2013 er lidt et peakår i en af shippings cyklusser. Det er nemlig tid for mange til at få gennemført femårsklasning, og når man så samtidigt måske gerne vil spare lidt på dokophold, bliver der mere at gøre for folk som os.”



”Vi er videre ret fortrøstningsfulde omkring offshoremarkedet, hvor vi jo hos Vestergaard Marine Service har rimeligt godt fat, så det ser alt i alt ganske lovende ud,” fortsætter han.



Scanel og Vestergaard Marine Service har lejet sig ind hos det brasilianske selskab MPS – Marine & Power Service - og har dermed fået et 1.100 kvadratmeter stort fuldt udstyret værksted til rådighed. Dertil kommer 150 kvadratmeters værksted til reparation af propeller.



Lokalkendskab en fordel

De to virksomheder, der begge har hovedsæde i Frederikshavn, har fast en håndfuld danske medarbejdere i Rio. Dertil kommer en stab af montører med permanent visum til Brasilien. Det er ikke mindst de lokale kollegers indgående kendskab til det brasilianske marked og området, der giver de to danske virksomheder på stedet en fordel. Alene det, at de taler portugisisk, gør det ofte muligt at springe et mellemled over.



”De kan assistere rederierne med dokningsprocessen, og på den måde bliver vi det naturlige bindeled mellem skibets inspektør og de lokale værfter. Det er en stor fordel, ikke bare for os, men også for vore kunder, der sparer en arbejdsgang med tolkebistand,” siger Morten Vestergaard.



Sikker og fleksibel service

Kunderne i Brasilien er for begge de danske virksomheders vedkommende i høj grad de samme, som de igennem en årrække har været vant til at servicere på Nordsøen.



”Men skibe har det jo med at bevæge sig, og når vore kunder er i Brasilien, vil vi gerne kunne give dem en både hurtigere, mere sikker og fleksibel service. Det er alt andet lige noget nemmere, når vi selv er til stede i området,” understreger Ole Hansen, adm. direktør i Scanel.



Fornuftigt makkerskab

Scanel og Vestergaard Marine Service supplerer hinanden på de opgaver, de udfører for såvel rederier som offshoreselskaber. Vestergaard Marine Service på motorreparation og mekanisk vedligeholdelse, mens Scanel har specialiseret sig i elektriske installationer.



”Som udgangspunkt er det et fornuftigt makkerskab, fordi vi dels dækker de samme kunder, dels kan servicere hele vejen rundt på både det mekaniske og på installationer. Og så hører det jo også med, at vi kender hinanden godt og i forvejen har samarbejdet igennem flere år hjemme i Frederikshavn. Mange gange vil vores montører og Scanels elektrikere også kunne assistere hinanden ude på opgaven, så der vil være et mandskabsmæssigt overlap. Det vil vore kunder også kunne drage nytte af,” siger Morten Vestergaard.



Aktuelt har de to virksomheder foruden de fastansatte på stedet 10 mand i Brasilien til igangværende projekter i Guanabarabugten og ved offshoreopgaver i Atlanterhavet ud for Rio de Janeiro. 

BREAKING
{{ article.headline }}
0.135