Værftet Incat har nu leveret den nye katamaranfærge KatExpress 2 til Mols-Linien. I øjeblikket sejler færgen sig fra Hobart i Tasmanien mod Aarhus.
”Jeg er meget glad for at have fået leveret vores anden 112 meter KatExpress. Den giver en fantastisk om bord-oplevelse, der er skræddersyet til vores kunder. Færgen er et led i vores forretningsudvikling, den øger vores kapacitet med 65 procent, og så sikrer den Mols-Linien en god lønsomhed i 2013,” siger Søren Jespersen, adm. direktør i Mols-Linien i en pressemeddelelse.
KatExspress 2 er søsterskib til KatExpress 1, som Mols-Linien satte i drift den 9. maj sidste år.
”I 2011 lavede vi en ny forretningsstrategi med fokus på udelukkende at operere højhastigheds biloverfart. Indsættelse af KatExpress 1 har direkte betydet en øget trafik på 8,2 procent, en reduktion af brændstofforbruget på 28 procent og 33 procent reducering af CO2-udledning,” siger Søren Jespersen.
Han tilføjer, at KatExpress 1 også har givet markant lavere driftsomkostninger per bil, større omsætning per overfart og et bedre overskud.
Med indsættelsen af den nye hurtigfærge KatExpress 2 tilbyder Mols-Linien op til 24 daglige afgange mellem Jylland og Sjælland.
Den nye hurtigfærge kan tage op til 1.000 passagerer og 417 personbiler – og som KatExpress 1 - laste campingvogne, lastbiler og op til 6 busser på en overfart.
Læs også: