Ifølge bureauet Lloyd's List Intelligence er antallet af oplagte containerskibe igen i stærk stigning. Det udgør pt. ca 4,3 procent af den samlede containerskibsflåde i verden, og det er en "fremgang" på hele 34 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år. Der er dog stadigt et stykke op til den bestående rekord på ca. 1,5 mio. TEU, da der lå allerflest skibe oplagt i 2009.
De fleste oplagte skibe ligger ifølge LLI i segmentet mellem 3.000 og 5.000 TEU med en samlet kapacitet på næsten 200.000 TEU. Derefter følger feedere i segmentet mellem 1.000 og 3.000 TEU med omkring 178.000 TEU i venteposition, mens det større segment mellem 5.000 og 8000 TEU tegner sig for 130.000 TEU. Fordelt på skibe er der dog også en hel del små skibe med i puljen, men de tæller blot ikke så meget på kapacitetsskalaen. Her kan man i øvrigt også se, at der kun er oplagt to ULCS'ere i 13.000 TEU klassen.