Søfartens Ledere ser med stigende bekymring på udviklingen i piratangreb mod den civile skibstrafik ud for Vestafrika.
”Vi stiller vi os uforstående overfor, at rederierne ikke udbetaler de søfarende hardship-tillæg til lønningerne i Vestafrika, som det er tilfældet i højrisikoområderne ud for f. eks. Somalia, når piratproblemet åbenlyst er lige så stort i Guineabugten. De ekstra tiltag, procedurer, merarbejde og stress, som begrunder hardship-tillægget, er de samme i Vestafrika som ved Afrikas Horn, så der er efter vores oplysninger og opfattelse ingen tvivl om, at forudsætningerne for at udbetale tillægget er til stede,” siger Fritz Ganzhorn.
På det seneste møde i DIS Kontaktudvalg, der består af Danmarks Rederiforening, Rederiforeningen for Mindre Skibe, Rederiforeningen af 1895, Søfartens Ledere, Maskinmestrenes Forening, Metal Søfart og Dansk Sø-Restaurationsforening, afviste rederne at udbetale hardship-tillæg i Guineabugten. De ønsker generelt at bruge pengene på at øge sikkerheden om bord.