Bestyrelsesformand Arne Tirsgaard har svært ved at skjule sin begejstring over det netop offentliggjorte årsregnskab fra ADP.
”Jeg må nok sige, at vores markante fremgang ligger i overkanten af, hvad vi havde forventet. Det er et produkt af en meget omkostningsbevidst styring af virksomheden.
Men det er også i høj grad et produkt af fleksibilitet i vores virksomhed," siger Arne Tirsgaard, der er bestyrelsesformand i havneselskabet Associated Danish Ports A/S, til Søfart.
Containere og RO/RO fortsætter væksten, Fredericia bliver krydstogtsdestination, og beslutninger om betydelige råolie-investeringer lover godt for fremtiden, lyder det fra havneselskabet.
"Vores udviklingstendens går lidt imod den generelle udvikling inden for den maritime branche," siger bestyrelsesformanden.
Han anerkender det gode arbejdsklima i havnemiljøerne.
”Samtlige medarbejdere er fleksible. Og tilpasningsparate. Med de markante ændringer, der finder sted i vores samfund, skal en virksomhed som vores ikke bare være forandringsskabende, men medarbejderne skal også være forandringspositive. Det vil jeg gerne anerkende dem for. Markedsstrukturen har aldrig ændret sig så hurtigt, som den gør i øjeblikket,” siger han og peger på flere faktorer, der skal fungere for at bære virksomheden fremad.
”Det er bl.a. uddannelse, arbejdsklima og ledelse, men det er også samtlige medarbejderes villighed til at tilpasse sig udviklingen. Det er også virksomhedens parathed til at investere i morgendagens teknik,” siger han.
ADPs samlede omsætning i 2012 blev 103,4 mio. kr., og resultatet af den ordinære havnedrift blev 28,8 mio. kr. ADP har med bedre udnyttelse af materiel og mandskabstimer nedbragt de eksterne omkostninger med 7 pct. - et væsentligt bidrag til det gode resultat. Udbytte til aktionærerne er også i år på 7.125 mio. kr.
Godsomsætningen var 11,7 mio. tons og afspejler det forventede fald i udskibning af råolie fra Nordsøen, et fald på 1,1 mio. tons. Udmeldinger fra Dong om fremtidig investering for over 12 mia. kr. i Hejrefeltet og yderligere 2 mia. kr. ved olieterminalen i Fredericia samt Dansk Undergrunds Consortiums investering på ca. 4,6 mia. kr. i Nordsøen vil fremadrettet have en positiv effekt på råolieomsætningen i Fredericia.
Havnenes centrale beliggenhed
I dialogen med ADPs kunder og samarbejdspartnere er det tydeligt, at ikke mindst havnenes centrale beliggenhed og den gode infrastruktur spiller en vigtig rolle for valg af logistisk samarbejdspartner. Containervæksten for de seneste 5 år på 175 pct. på Fredericia Havn understreger dette, og ligeledes gik RO/RO omsætningen frem i 2012.
På Nyborg Havn kom Andresen Towers, der i 2012 har skabt 140 fynske arbejdspladser, i gang med produktionen af innovative vindmølletårne med ugentlige udskibninger. Samarbejdet viser, at ADP lever op til målsætningen om at være vækstgenerator for erhvervslivet.
Miljørigtige investeringer
ADP foretog i 2012 investering på over 52 mio. kr. Bl.a. blev en ny mobilkran til over 20 mio. kr. taget i brug. Kranen, der hovedsageligt skal anvendes til containerhåndtering, kan tilsluttes havnens 10 kV-elforsyning, og det betyder en årlig CO2 reduktion på over 20 % og dermed en betydelig besparelser i drifts- og vedligeholdelsesudgifter.
Nyt forretningsområde
Fredericia som krydstogtdestination blev et nyt forretningsområde for ADP i 2012. Dette tiltag vil få stor betydning for Fredericia og hele turistbranchen i Region Syddanmark, og ADP har allerede nu en aftale om anløb af et stort krydstogtskib i 2014. Arbejdet med at opbygge et netværk, der kan bakke op om tiltaget, er i fuld gang.