Lige nu er der mere end hundredvis af ubesatte stillinger, heriblandt ingeniører, maskinmestre, samt faglært og ufaglært arbejdskraft inden for offshore-sektoren. Det er et problem både i dag og i fremtiden, lyder det fra nogle af de centrale aktører på området. Derfor sætter beskæftigelsesregionerne i Danmark den 18. juni fokus på problemet til en konference i EnergiMetropolen i Esbjerg med temaet beskæftigelsesmulighederne og uddannelseskravene til offshore-sektoren både i forhold til olie, gas og vind.
”Centrale aktører i offshore-sektoren forudser en massiv vækst i offshore-arbejdspladser. Det er en national udfordring. Derfor inviterer vi hele offshore sektoren. Vi ruster os bedst ved at gå i dialog om hvor, vi forventer, der vil være efterspørgsel på arbejdskraft samt kigge på, hvordan vi undgår at stå at mangle kvalificeret arbejdskraft,” siger regionsdirektør Karl Schmidt i en pressemeddelelse.
Konferencen vil nå hele vejen rundt ved både at invitere offshore-virksomheder, interesseorganisationer og relevante myndigheder.
Akut mangel i Esbjerg
Borgmester i Esbjerg Kommune Johnny Søtrup mener, det er oplagt at holde konference i Esbjerg, hvor problematikken er mere end velkendt.
”Historien har jo været bragt i de landsdækkende medier af flere omgange. Vores lokale virksomheder oplever en akut mangel på ingeniører med offshore-kompetencer. For at undgå at offshore-sektoren som helhed oplever lignende flaskehalsproblemer, kan de kommunale Jobcentre komme på banen i forhold til at guide ledige i retning af den rigtige efteruddannelse. Men det kræver, at vi ved, hvad sektoren vil efterspørge,” siger Johnny Søtrup.