Hvordan kunne det ske - igen? Og hvorfor bliver det ved med at ske? Det er det spørgsmål, man i dag kan se gentaget i både lokale medier og internationale søfartsmedier omkring færgen St. Thomas of Aquinos forlis forleden efter kollision med fragtskibet Sulpicio Express Siete, der kostede mindst 50 omkomne - og senest rapporteret et par og firs - stadigt savnede besætningsmedlemmer eller passagerer. Tallet er dog stadigt behæftiget med usikkerhed, idet der bl.a. ikke er konkrete meldinger om antallet af medbragte spæd- og småbørn på færgen.
Men nu er det mere ulykken og dens omstændigheder i sig sig selv, der bringes i fokus. Ikke mindst i lyset af, at det kun er den seneste i en længere række af lignende tilfælde i både Fillipinerne og Indonesien - der kun meget sporadiskhar kastet nye sikkerhedskrav af sig. Hverken på de internationale eller nationale scener. Og set i lyset af, at begge nationer (og naturligvis især Filippinerne) er leverandører af professionelle søfarende, skæmmer disse ulykker også landenes omdømme som søfartsnationer.
Ud fra tesen: Kan man ikke feje ordentligt for egen dør, hvordan kan man så gøre det for chefen...
Særligt er rederiet bag fragtskibet i øvrigt i fokus. Rederiet PSACC (tidligere Sulpicio Lines) har siden sin etablering i 1972 har været involveret i 51 ulykker med i alt 5.600 tab af menneskeliv noteret. Det værste var færgeulykken med rederiets Doná Paz, der krævede henved 4.300 menneskeliv. Historiens værste skibskatastrofe.
BREAKING