Først fase var design- og projekteringsfasen. Tjek. Anden fase var skrogbyggeriet i Polen. Tjek.
Nu venter udrustningsfasen for forskningsskibet Aurora, der denne uge ankom til Hvide Sande Skibs- og Baadebyggeri efter en lidt besværlig tur fra værftet i Stettin i Polen.
”Det bliver et godt skib,” forsikrer chefen for Hvide Sande Skibs- og Baadebyggeris nybygningsafdeling Carl Erik Kristensen over for Søfart. Han glæder sig over, at skibet nu er nået frem fra Polen i god behold med en lille uges forsinkelse på grund af lidt kuling.
Vejrlig er force majeure, og det er der taget højde for i kontrakten.