Har vi for mange havne i Danmark? Det spørgsmål hører jeg ofte som sekretariatschef i Danske Havne. Svaret er både ja og nej.
NEJ! Der er ikke en eneste af de 115 havne for meget, når vi ser på havne som centre for erhverv. Det er uanset, om havnen er regionens egentlige erhvervsdynamo som i Aarhus og Aalborg, eller havnen samler et lille bysamfund som i Faaborg. Her skabes jobs, og mange små havne er ofte forudsætningen for, at der overhovedet er en by. Maritim service, rederier, speditører og håndværk ligger stadig i mange mindre havne. Både små og store havne medvirker til de ca. 115.000 arbejdspladser og til store eksportindtægter til landet.