23948sdkhjf

To anholdt efter DFDS-brand

En mand varetægtsfængslet og en tilbageholdt efter en påsat brand på DFDS-færgen King Seaways mellem jul og nytår.
Den 26-årige Boden Hughes blev forleden fremstillet i North Shields-retten i England, sigtet for brandstiftelse og for at bringe andre menneskers liv i fare. Samtidigt er en 28-årig mand tilbageholdt under mistanke for at have deltaget i brandstiftelsen, der fandt sted om bord på DFDS’ færge King Seaways 28. december.

Boden Hughes, der bor i Sunderland, er ligeledes blevet sigtet for slagsmål og forstyrrelse af den offentlige orden som et appendiks til den meget alvorlige sigtelse om brandstiftelse, der ifølge avisen North Humberland Gazette ydermere kan medføre erstatningskrav for i alt 815.000 Pund, hvis de to mænd kendes skyldige. Den 26-årige er foreløbigt varetægtsfængslet frem til den 14. januar.

Den påsatte brand om bord på King Seaways blev opdaget i en passagerkahyt sidste torsdag om aftenen kl. 22.45, da færgen var undervejs fra Newcastle til IJmuiden. Det lykkedes imidlertid besætningen at få nedkæmpet branden på omkring 15 minutter.

Ifølge DFDS blev 15 passagerer og otte besætningsmedlemmer udsat for røg, hvorfor de blev tjekket af en ombordværende læge. To passagerer og fire besætningsmedlemmer måtte efterfølgende evakueres med helikopter fra den britiske søredningstjeneste til et hospital i land.

Efter branden returnerede King Seaways til Newcastle, hvor til færgen ankom natten til fredag kl. 04.30, så de britiske myndigheder kunne indlede efterforskningen, som altså nu har ført til to anholdelser og foreløbig en sigtelse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079