Hirtshals er blevet udpeget til hovedforbindelsesled mellem EU og den norske hovedstad Oslo.
Det skriver Hirtshals Havn på sin hjemmeside.
Med vedtagelsen af TEN-T har EU's Transportministerråd fastlagt, at transportkorridoren gennem Jylland (Nordic Link) er blevet en del af TEN-T Hovednettet, og altså en del af hovedtransportkorridorerne i EU. Dermed er E39 og jernbanen til Hirtshals også blevet prioriteret i den europæiske infrastruktur. Med vedtagelsen er transportkorridoren over Hirtshals Havn blevet udpeget som en hovedforbindelse mellem EU og den norske hovedstad Oslo. Tilsvarende er Frederikshavn Havn blevet udpeget som et bindeled til Göteborg.
Der er gået godt et år siden E39 og jernbanen til Hirtshals blev genindstillet til at udgøre en del af Europas prioriterede transportnetværk, og den 20. december 2013 forelå en endelig juridisk vedtagelse af TEN-T.
”Den endelige vedtagelse af TEN-T, og dermed placeringen af Hirtshals Havn på TEN-T Hovednettet må vi betragte som en anderkendelse af, at Hirtshals Havn er væsentlig for transport i Nordeuropa og Skandinavien. Vi har fokus på den strategiske udvikling af Hirtshals som et logistikcenter, og når korridorerne til Hirtshals er prioriteret i TEN-T Hovednettet, bliver de strategiske målsætninger yderligere forstærket.”