Det siges ofte, at kun det, der bliver målt, bliver gjort. Det gælder også i søfarten. For blot få år siden var energipriserne markant lavere end i dag, og derfor var rederne ikke videre bekymrede om skibenes bunkerforbrug.
De seneste års stigende brændstofpriser har imidlertid skærpet fokus på effektiv skibsdrift, og såkaldt performance-monitorering af bunkerforbrug ses nu som en forudsætning for driftsoptimering. Da mange redere ikke tidligere har haft effektive systemer for monitorering, har de måttet starte fra grunden med etablering af sådanne systemer, og langtfra alle redere er i hus med dette vanskelige arbejde.