23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Søfart
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Flådeudvidelse i Arrivas lille rederi

Arriva Rederi er en lille maritim enhed i en meget stor europæisk transportvirksomhed, der normalt forbindes med drift af busser og tog.
Faaborg Værft leverede i midten af maj hovedstadens nyeste sejlende bus, Nordhavn, til Arriva – eller mere præcist den store intereuropæiske transportvirksomheds lille danske rederi, Arriva Rederi, med adresse og base på Refshalevej lige over for Langelinie.

København udvider kraftigt mod nord i disse år og er ved at indtage nye bynære havnearealer fra Frihavnen og nordpå. Derfor er navnet Nordhavn til den nye havnebus umiddelbart velvalgt, men Havnebussernes rederichef, Jesper Holm Bech, forklarer dog, at navnet først og fremmest følger rederiets navnetradition med københavnske havnerelaterede stednavne som Bryggen, Holmen og Nyhavn.

I den nye treårige kontrakt, gældende fra i år, mellem Arriva og trafikselskabet Movia, der bl.a. står for den kollektive bustrafik i København, er det nordligste havnebus-stop på Sjællandssiden nemlig stadig Nordre Toldbod.

”Nej, vores nye havnebus er ikke et udtryk for en ruteudvidelse, men med den byudvikling, som foregår i Nordhavnen i øjeblikket, kan det være, at det bliver aktuelt i den næste kontrakt i 2017. Vi bestilte Nordhavn, fordi vi i den nye kontrakt skal stille med tre skibe plus en – altså vores tre eksisterende havnebusser, Bryggen, Holmen og Nyhavn, samt et reservefartøj. Dermed er vi nu langt bedre stillet i forhold til at opfylde kravet fra Movia om 99 pct. driftssikkerhed,” forklarer Jesper Holm Bech.

Ifølge Jesper Holm Bech går driftsregularitet og teknik derfor hånd i hånd. Rederibasen på Refshalevej rummer eget værksted, der er bemandet med rederiets daglige tekniske leder og en skibsmontørlærling. Hver havnebus må ifølge kontrakten tages ud af drift 14 dage om året. Den periode anvendes til på skift at tage havnebusserne på land på kajen ved Refshalevej til en større overhaling. Der er også indkøbt ekstra eksemplarer af de Iveco- og Volvo Penta-motorer, de fire havnebusser anvender, så et totalt motornedbrud højst sætter en havnebus ud af spillet et døgns tid.

Søfartskultur

Måske med undtagelse af et passivt halvpartsejerskab af et rederi i Rotterdam er det danske Arriva Rederi helt unikt i den store Deutsche Bahn-ejede Arriva-koncern med godt 55.000 medarbejdere og kollektive transportkoncessioner i 14 forskellige europæiske lande. Ud over Jesper Holm Bech og hans to landbaserede kolleger har rederiet yderligere 17 fuldtidssejlende medarbejdere.

”Der er nok ingen tvivl om, at vi har vores helt egen, meget søfartsprægede kultur her i vores lille hjørne af firmaet, sammenlignet med de kollegaer, der kører bus eller tog. Også selv om Havnebusserne i det store billede reelt set også er busser. For vores folk er alle søfolk eller tidligere fiskeskippere – og flere har sejlet langfart,” forklarer Jesper Holm Bech, der selv har en baggrund som navigatør, bl.a. senest hos Ace Link/Sundbusserne, hvor han var chefkaptajn, inden han kom til Arriva. Han springer derfor også ofte selv ind i vagtplanen, når den skal gå op ved sygdom eller lignende.

Hver havnebus er bemandet med to mand, typisk med de samme papirer, der minimum skal være på kystskipperniveau for at føre fartøjet i Københavns Havn. Det sker dog ofte, at folk kommer ind i Arriva Rederi alene med bedstemandspapirer, som så efterfølgende udbygges med en kystskippereksamen på navigationsskoler enten i Skagen eller i Marstal.

Alene måden, vagtplanen er skruet sammen på, vidner om arbejdspladsens maritime karakter. Mens enkelte har almindelige dagvagter, arbejder de fleste nemlig enten en uge- eller i en 14-dagestørn. Jesper Holm Bech fortæller, at da mange af medarbejdere kommer fra kystområder langt fra København, vælger nogle, på helt privat initiativ, at ”mønstre” i et lejet værelse eller lignende i vagtperioden. Og da friperioderne tilsvarende er på en uges eller 14 dages varighed, vælger nogle at tage ud og fiske ved siden af arbejdet i Arriva.
BREAKING
{{ article.headline }}
0.141|instance-web04